Spring til indhold

Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

37

Den første Bronzealderstid.

vist ikke langvarig Periode, som man har betegnet som Kobberalderen. Man benyttede paa den Tid det ublandede Kobber, men udhamrede det ikke koldt, saaledes som Indianerne i Amerika dannede deres Vaaben og Redskaber, man støbte af Kobber uden Tilsætning og udbedrede kun med Hammeren det allerede støbte. Imidlertid er det næppe sandsynligt, at ogsaa Befolkningen i Danmark har kendt en saadan Periode. I det mindste ville de enkelte i Norden fundne Genstande af rent eller lidet blandet Kobber ikke kunne afgive tilstrækkelig Hjemmel for Antagelsen af en Kobberalder.

Fil:Danmarks Riges Historie vol.1 37
25. Egekister fra Trindhøj (i Nærhed of Vamdrup og Kongeaaen).

En Overgangstid til Bronzekulturen synes derimod at kunne belyses ved en Del Genstande, hvis Stof og Form staa i saa afvigende Forhold til hinanden, at man fristes til at antage, at en Flintsmed har søgt at efterligne i Sten et af de nye Bronzevaaben, eller at Bronzestøberen har ment at burde give sit Værk det gamle Stenredskabs Form. Allermest har man dog troet at finde Overgangstiden udtalt i Fund, hvor Sten- og Bronzeredskaber ere blandede sammen. I den Henseende afgav Samsingerbanken ved Kallundborg et højst mærkeligt Vidnesbyrd. Ikke blot var Højen oprindelig i Stenalderen opkastet omkring en Dysse, hvorpaa der i Bronzealderen var paafyldt Jordlag, i hvilke Urner vare nedsatte — saaledes som saa ofte er Tilfældet — men Jordlagene afgav tillige ved flere Ildsteder med tilhørende Askelag, Levninger af Dyr og Fisk samt Oldsager, Oplysning om at her var holdt Maaltid, sandsynligvis ved Gravfesten, af et Folk, som baade anvendte Sten- og Bronzeredskaber.