| Oluf faar Tilnavnet Hunger. | 493 |
skrevet Kong Harald Hén, at han havde erfaret, at man i Danmark skammeligt kastede Skyld for Uaar og Sygdom paa Præster eller paa Kvinder; ingen turde saaledes gøres til den skjulte Aarsag til Guds Domme, langt snarere skulde man søge ved Bod at afvende den guddommelige Hævn. Efter nordisk Opfattelse var dog især Kongen den, hvem Æren for de gode Aar tilkom og Ansvaret for de onde Aar paahvilede. Ligesom i Sverige paa disse Tider en Kong Erik fik Navnet Aarsæl, blev der givet Olufs lykkelige Efterfølger i Danmark Erik Tilnavnet Aargod. Indtraf Hunger og Dyrtid, da vendte Hadet sig mod Kongen, saaledes som Svend, Knud den Stores Søn, og hans Moder Alfifa haardt havde maattet mærke under deres Styrelse af Norge. Hvad maatte man nu ikke tro om Kong Oluf, under hvis Regering hele Naturen syntes i Vrede, hvor Marken var uden Afgrøde og Engen græsløs, Havet ikke gav Fisk og Skovene ikke Olden, saa at kristne Mænd maatte forgribe sig paa Heste og Hunde og anden forbudt Føde. Derfor gav allerede de samtidige Kongen hans sørgelige Tilnavn Hunger.
Som det let gaar i et Land under saadanne Tilstande, skete der mange Lovbrud, og desværre forsømte Kong Oluf sin kongelige Pligt at haandhæve Retten; ja han værnede end ikke Landet mod udenlandske Fribyttere, skønt han dog havde Ord for at ynde Krigerdaad. Ogsaa inden for Kirken var der Uro. Kong Knud havde hævdet de gregorianske Tanker om en stærk og mægtig Gejstlighed; den, som var steget paa Tronen ved hans Fald, maatte følge andre Veje, og det synes, som om Modstandere af Gregors Planer og Tilhængere af den af Kejser Henrik støttede Modpave Wibert (Clemens III) have paa denne Tid drevet deres Spil i Landet — indtil omsider Omslaget kom.
Det var hos Jyderne, at Samvittigheden først vaagnede. Hvad andet kunde vel være Skyld i al den Kval og Nød, som overgik Landet, end Mordet paa den fromme Konge i Guds eget Hus! Tilmed gik der Rygter om Tegn og Undere ved hans Grav. Førte af fromme Bisper og Præster droge jydske Mænd til Odense, og efter en Raadslagning med de gejstlige ved St. Albans Kirke enedes man om, at den kongelige Martyrs Ben skulde med sømmelig Ære tages op af Graven. Der blev paabudt en tre Dages Faste med
185. Mønter, prægede for Kong Oluf I Lund og Slagelse.
