| 492 | Olaf vælges til Konge. |
en Rejsning og en Kamp Sted efter hans Død. Men end ikke Kirkens høje Styrere, som Knud mest havde støttet, stillede sig i Spidsen for en Bevægelse. Biskop Svend i Roskilde talte vel formanende Ord og spaaede, at onde Tider nu vilde følge; men ingen lyttede til hans Tale. Knuds mandige og trofaste Broder Erik saa ingen anden Udvej end at flygte til Sverige.
Oprørerne maatte naturligvis vende sig til den af Brødrene, mod hvem Knuds Vrede havde raset og under hvis Scepter de i hvert Fald kunde vente Straffefrihed. Paa et Møde af Rigets store besluttede man at afsende en Sendefærd til Grev Robert af Flandern for at opnaa, at Oluf blev givet fri, idet hans Broder Niels tilbød at være Gidsel i hans Sted. Den Løsesum, som Greven forlangte, blev ham tilsagt, og Oluf kunde saa drage til Danmark. Efter at han havde lovet at overholde Haralds Love, hyldedes han omkring paa Tingene.
Men netop i Olufs første Regeringsaar indtraf der ublide Tider med stormfuldt Vejr, tarvelig Afgrøde, Feber og Sygdomme mellem Mennesker og Kvæg, og de næste Aar vare snarere værre end de første. Der er ikke i Danmarks Historie fortalt om saa sørgelige Uaar og en saa vedvarende Misvækst som i disse. Saxo har givet en malende Beskrivelse af disse Tider, hvori det hedder, at om Vaaren og Sommeren var der saa stærk en Hede, at al Afgrøde afsvedes, og i Høsten strømmede Regnen saa tæt, at hvad der var vokset paa side og lavtliggende Steder, helt lagdes øde. Markerne vare saa oversvømmede, at Kornet stod deri som Siv i Vand, medens Høstfolkene fra Baade maatte afhugge de levnede Aks og derefter tørre dem i Ovnen; men Kornet lod sig ikke bage og duede kun til Grød. De fattige omkom af Nød, og de rige bleve fattige, thi med Guld og Jordegods maatte de dyrt betale Kom og Levnedsmidler, som de havde behov, ja Herremændene saa sig nødsagede til at skille sig af med saadanne Vaaben og Værdighedstegn, som betegnede deres Stand.
Udlandets Krøniker for de samme Aar omtale lignende Misvækst og Hungersnød i de sydlige og vestlige Riger, men hvad der maatte undre de Danske mest og fylde dem med Gru, var, at der i Sverige og Norge var gode Aaringer og herlig Afgrøde; thi det syntes jo, som om Gud derved havde mærket Danmark som et Land, der laa under hans Vrede. Og der var hos Danske paa de Tider en fast Tro paa, at Skylden for Misvækst og Sot maatte kastes over paa enkeltes Skuldre. Pave Gregor havde saaledes til-
