| Erik tages til Konge. | 495 |
Blandt Kong Svends endnu levende Sønner var med Alderens Ret Erik nærmest til at følge sin Broder paa Tronen, men han var ogsaa den, hvem alle Danske nu lige saa naturligen maatte ønske til Konge, som man i sin Tid fejlagtig havde henvendt sig til Oluf. Riget maatte have en Konge, som i Sandhed kunde blive en Efterfølger af Knud, og Erik havde ikke blot staaet den dræbte Broder nær og kæmpet ved hans Side, han havde ogsaa formanet ham til Besindighed og Eftergivenhed. Desuden var Erik yndet af alle paa Grund af sit gode Hjertelag, og han var beundret for sin Djærvhed og Styrke.
Man sendte Bud til Sverige for at kalde Erik hjem, og han blev under almindelig Jubel af Hær og Almue udraabt til Konge. Han kom ikke som Hævner eller som Partifører; de, som havde forsyndet sig mod Knud, havde angret det og vist ham Ære, den Nød, som Folket havde lidt, høje saavel som lave, havde været Straf nok. Der meldes intet om, at Erik har ladet en eneste Mand føle, at han var sin Broders naturlige Hævner. Nu da Hungerkongen var død, smilede da ogsaa Marker og Enge, og Jorden syntes ved bugnende Grøde at ville raade Bod paa de onde Aaringer. Kornet blev saa billigt, at en Skæppe solgtes for en Penning, og gode Aar fulgte i Række efter hinanden. Ikke blot for »sine gode Dyder, men ogsaa for de gode Tider« kom Kongen til at bære Navnet egothe, den altid gode. Men ogsaa offentlig Fred og Sikkerhed vendte tilbage, saa at Borgerne i Ro kunde varetage deres Dont.
Paa den Tid var det hændt, at to Skaaninger Alle og Herre, der vare gjorte fredløse paa Grund af Forbrydelser, slog sig ned i Julin og deltog med Venderne i Plyndringen af Landet. Det gik saa vidt, at Aute, en Broder til Skjalm Hvide, under Overfarten fra Sjælland til Falster blev angrebet af Vender og, da han foretrak Død for Fangenskab, dræbtes. Da besluttede Skjalm at vække Folket til Selvforsvar og Hævn, saa at der atter kunde blive Fred paa Søen. Rundt om paa Tinge talte han til Befolkningen, som enedes om at udruste Skibe. Den samlede Flaade overfaldt derpaa Julin og tvang den rige Handelsby til ikke blot at betale en Penge-
