Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/523

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
Hertug Roger og Edel. 499

lovede at opfylde begge hans Bønner, dog maatte Sagen gaa sin lovformelige Gang gennem Kancelliet og de nødvendige Aktstykker udfærdiges.

Saaledes kunde Erik med glad Hjerte begive sig paa Tilbagevejen til Rom. Uagtet Krønikerne ikke fortælle det, er der vel ikke Tvivl om, at Erik under dette Ophold i Syditalien ogsaa har besøgt Landets Fyrste Hertug Roger, der nu var gift med hans myrdede Broders Enke. Roger, der havde arvet Apulien efter sin Fader, den berømte Robert Guiscard, havde for seks Aar siden ved Sendebud friet til den danske Enkedronning, der opholdt sig hos sin Fader i Flandern. Ledsaget af sin Broder var Edel draget til Apulien og havde ægtet Roger; hun fødte ham en Søn, der senere

188. St. Albans Helgenskrin (1 Krypten til St. Knuds Kirke i Odense).

blev hans Efterfølger. Ogsaa paa Grund af sit Hverv over for Broderens Minde har Erik sikkert besøgt, sin nære paarørende, og vist er det, at Edel — som vi straks skulle se — søgte at hædre Martyrkongen.

I øvrigt lod Kong Erik paa sin Rejse forskellige Byer i Norditalien nyde godt af sin Gavmildhed; saaledes stiftede han i Piacenza et Gæstehus, og i Lucca skænkede han Midler til, at alle Mænd af dansk Tunge kunde faa Vin og Herberg.

Kong Erik blev meget berømt af denne Færd, og den islandske Skjald Markus, som faa Aar efter skrev et langt Drape om Kong Erik, synger derom saaledes:

  Vidt skal mindes: Veje lange   Fem Skjoldunge-Fyrsters Broder
  Drot til Rom at vandre lysted,   fór til Bari Krist at ære:
  herligt Eje Hærmænd vise,   Gud da vilde gavmild Hersker
  hegnet Fredland om Venedig.   Gengæld ved sin Naade skænke.