| 500 | Klostre stiftes i Danmark. |
Imidlertid ventede man i Danmark forgæves paa Pavens endelige Afgørelse. Urban var optaget af kirkelige Kampe, og næste Sommer døde han. Til hans Efterfølger valgtes Paschalis II, og nu afgik der fra Danmark en ny Sendefærd til Italien, som medbragte et Skrift om Knuds Virken og Død. Paven sammenkaldte et Møde af Bisper og andre høje gejstlige, og efter at Udsendingene havde redegjort for Knuds Levned og fremlagt Bevislighederne, vare alle enige om inderligt at takke Gud, fordi han i de forskelligste Egne af Verden herliggør sine udvalgte. De erkendte Knud for sand Helgen og optog ham i Martyrernes Skare med Navnet Kanutus d. e. den graahaarede og ærværdige — paa samme Maade havde Gud, da han indgik Pagt med Abram, ændret dennes Navn til Abraham. Om Oprettelsen af en Ærkestol blev derimod endnu intet bestemt. Sendebudene drog derpaa tilbage til Danmark med de kostbare Breve og med Pavens Velsignelse.
I een Henseende havde Danmark endnu staaet tilbage i sin kirkelige Udvikling, det havde hidtil ikke kendt Klostre. Hist og her i Landet fandtes der vel hellige Mænd, som vare tyede til et Enebo; ved Domkirkerne var der Fællesboliger for Klerker eller regelbundne Kanniker, og deres Huse betegnedes maaske som Klostre; men der fandtes endnu ikke et virkeligt Kloster med ordnet Tugt og Styrelse. Kong Erik havde imidlertid besluttet at ville oprette et saadant i Odense og knytte det til den Kirke, hvor hans myrdede Broder hvilede. Han vilde naturligvis ikke søge Bistand hertil hos Ærkebispen af Bremen eller noget tysk Kloster; derimod vare de danske Forbindelser med den engelske Kirke mange og dobbelt kære, fordi der ikke fra engelsk Side gjordes nogen Myndighed gældende over den danske Kirke.
189. Brudstykke af et vævet Silketæppe, fondet i Helgenskrinene i Odense.
