Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/528

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
504 Kirker, viede St. Mikael.

Jakob, Ibskal hed den Muslingeskal, som de, der droge til Apostlens Grav i St. Jago di Compostella, fæstede paa deres Dragt — endelig St. Andreas' Sogn, hvis Kirke imidlertid af ukendte Grunde fik Navnet Rutsker. Klemensker erindrer om den hellige Klemens, Apostlen Peters Lærling, som havde et stort Navn hos Nordboerne, ikke mindst hos Sømændene; de Danskes Kirke i London var viet ham (S. 408), ligeledes Kirker i Aarhus og Trondhjem. Bodilsker havde Navn efter den angelsachsiske Abbed Botulf (o. 700), der ligeledes havde Kirker i Lund, Roskilde og Aalborg, Øster Larsker var viet den i Lund særlig hædrede St. Laurentius, Ny-Larsker stammer ved en Forvanskning fra Nicolaus, Sømændenes Helgen. Men ogsaa til Nordens egne Helgene vare Kirker viede, nemlig Olsker til St. Oluf og Knudsker til St. Knud. Knudsker er saaledes en af de første Kirker, der rejstes til St. Knuds Ære uden for Odense; den Stenkirke, som endnu staar, er bygget ved Tiden 1100.

Af andre hellige Personligheder, som ere erindrede, maa nævnes Ærkeenglen Mikael, til hvis Ære der i Rø fandtes en Mikaelskirke; paa flere bornholmske Runestene lyder ogsaa en Bøn for den døde som følgende: »Gud hjælpe hans Sjæl og St. Mikael!« Den kæmpestærke Ærkeengel, Daadens Repræsentant, som Englen Gabriel var Ordets, havde vundet stor Yndest hos de djærve Nordboer. Hans Kirke burde helst ligge højt og knejsende; saaledes laa den berømte St. Mikaels Helligdom paa Monte Gargano ved det adriatiske Hav, som Normannerne i Italien og Nordboerne paa deres Rejser besøgte med dyb Ærefrygt i Tusindtal, og ligeledes Kirkerne paa Klippeøen Mont St. Michel, der løfter sin hellige Kuppel ud for Normandiets og Bretagnes Grænse, St. Mikaels Kirke paa Slotsbjerget ved Tønsberg og den mærkelige Rundkirke St. Mikael »paa Bjerget« ved Slesvig By.

VII
Kong Eriks Pilegrimsfærd og Død.

I Krig og Fred havde Lykken smilet til Kong Erik, og alt syntes at trives under hans Haand. Men Eriks Personlighed og hans Optræden vandt ogsaa Folkets Beundring og Kærlighed. Han var en Kæmpe af Skikkelse, hans Skuldre naaede op over Hovedet paa de fleste, i Styrke og Behændighed havde han næppe sin Lige. Siddende kunde han i Spydkast besejre dem, der stod, og otte Mand, der trak i de Reb, han holdt i sine Hænder, kunde ikke