Denne side er ikke blevet korrekturlæst
| 508 | Eriksdrapet. |
1103. Dronning Bodil drog videre til Palæstina, men døde paa Oliebjerget og blev begravet i Josafats Dal.
Kong Erik havde kun siddet otte Aar paa den danske Trone, men det havde været lykkelige Aar for Danmark, og han havde vundet sig alle Stænders Hengivenhed. »Det er sagt med Sandhed« — siger Knytlingasaga — »at indtil den Tid ingen Danekonge har i saa høj Grad været elsket af det hele Folk«. Eriksdrapet synger hans Ros med stærke Ord saaledes:
| Kampens Ynder Kækhed ejed, | Almagts Herre ikke undte | ||
| klare Guld og mandigt Hjerte, | Alders Aar den kloge Konge. | ||
| Minde stærkt og Mandskløgt lødig, | Langvejs ude lovprist Fyrste | ||
| mindsket ej ved Brist og Lyde. | Livet slutted, sorgfuldt savnet. | ||
| Evnerig den ædle Konge | Vidt om Jorden Vemod tynged | ||
| ung alt nemmed mange Tunger, | vise Mænd ved Drottens Henfart, | ||
| fremmest mellem Fyrster mægtigt | kummerfuld med Krigerskaren | ||
| Vælde førte modigt Erik. | over Kongen Verden sørged. |
