Margretevolden. | 513 |
Yngling, af hvem baade Forældrene og Landet vilde faa Glæde; han var smuk, sværlemmet og kraftig — Islænderne give ham Tilnavnet den stærke, — ligesom han syntes velbegavet.
Et lysende Minde om Margretes Virken er den Vold ved Dane-virke, som endnu den Dag i Dag betegnes som Margretevolden. Dronningen lod drage et højt og brat Virke af Jord og Sten, uden nogen Palisaderække, fra Haddebynor imod Vest, indtil den naaede Hovedvolden. Denne Vold var en halv Mil lang.
Der var nemlig Uro paa denne Tid ved Sydgrænsen. Henrik, Søn af Kong Niels' Søster Sigrid og den dræbte Godskalk (S. 434), havde holdt Øje med Tilstandene i sit gamle Hjemland, og efterhaanden som Kong Erik havde vundet større Magt over Venderne, medens Kruto, Abodriternes Fyrste, var bleven gammel, modnedes hans Planer om igen at vinde sin Slægts Land. Med danske og slaviske Skibe hjemsøgte han Aldenburg og hele det vendiske Kystlandskab, saa at han blev en Skræk for Befolkningen. Kruto var nødt til at afstaa ham nogle Ejendomme, men pønsede dog paa at befri sig for ham. Henrik havde imidlertid en Forbundsfælle i Krutos Hustru Slavina, som røbede ham disse Planer, hvorfor Henrik indbød Venderfyrsten til en Fest, og dér dræbte en Dansk ham. Henrik ægtede derpaa Slavina og tog Landet i Besiddelse. Ved at hylde Hertug Magnus af Sachsen skaffede han sig Fred fra den Kant, og Holster og Ditmarsker understøttede ham paa bedste Maade. De sydlige og østlige Slaver havde derimod rustet sig imod ham, men bleve overvundne, saa at hans Magt bredte sig lige hen til Oder. Senere hen bleve ogsaa Røboerne Henrik skatskyldige, saavel som Pomrerne hinsides Oder, og han fik Titlen Knes. Men om Venderne end fik en kristen Fyrste, skiftede de derfor ikke Tro; kun i den ene By Gammel
194. Mønter, prægede for Niels i Lund (den ene af dem har Indskriften: Rex, Nicalas, Margareta). Roskilde, Viborg.
Danm. Riges Hist. I 65