| Knud forhandler med Henrik. | 517 |
kræfter svækkede og Sørøverskibene forjagne fra de danske Farvande. Knud vilde dog hverken erobre sin Fætters Rige eller tage ham af Dage. Henrik var jo Lothars Vasal og var gentagne Gange bleven støttet af Hertugen under sine krigerske Foretagender mod Slaverne, og Knud ønskede ingenlunde at komme i Strid med den mægtige Sachserhertug, til hvem han desuden var knyttet ved personligt Venskab.
Engang red Knud, kun ledsaget af tyve Ryttere, til det Sted, hvor det sagdes, at Henrik opholdt sig, og lod nogle Sendebud bringe Hilsen fra ham. Henrik, som straks frygtede Svig, raabte: »Hvor er han?«, og da man svarede, at Knud holdt i Porten, fór han op saa bestyrtet, at han nær havde væltet det Bord, hvorved han sad og spiste. Sendebudene svor imidlertid paa, at Knud ikke havde Svig i Sinde, og Henrik tog derpaa med Taarer i Øjet mod sin Fætter, hvis Tapperhed og Mildhed han efterhaanden havde lært at kende og højagte. Han indbød Knud til at være hans Gæst, og nu søgte denne at overtale Henrik til at søge en Udsoning med Kong Niels. Dette lykkedes virkelig ogsaa, idet de enedes om, at Henrik skulde overdrage Knud sin Mødrenearv imod en bestemt Afstaaelsessum, hvilken Knud derpaa fik udbetalt af Kong Niels.
Efter saaledes at have sikret Landet mod Indfald fra de nærmeste Naboer kunde Knud med dobbelt Kraft tage fat paa at ordne Grænseforsvaret og i det hele betrygge Riget. Knud lod ikke blot Hedeby befæste med anselige Volde og Grave, men han byggede ved Mysunde paa hver Side af Slien en Borg og desuden et Taarn ved Fjordens Munding, saa at dens lange Løb kunde være forsvaret og Hedeby ikke skulde overrumples af nogen Fjende fra Havet. Men man erfarede ogsaa paa andre Maader, hvor ypperlig en Embedsmand han var. Thi i kort Tid forandrede Tilstandene ved Grænsen sig fuldstændigt. Tidligere krøb man i Skjul paa sikre Steder i stadig Angest for Røvere paa Land og Sø, og Kysterne laa øde og forladte hen, medens nu enhver kunde færdes trygt overalt og bygge i Fjendernes tidligere Skjul eller i Sørøvernes Havne. Knud skaanede ikke heller høj eller lav, som gjorde sig skyldig i Rov eller Tyveri. En fornem Herre havde saaledes oftere øvet Vold og Rov, hvorfor Hertugen lod ham anklage og dømme til Galgen, og da han paaberaabte sig sin høje Byrd for at slippe, lod Knud et Mastetræ hente, som han rejste paa Toppen af en Høj, for at han efter sin Værdighed kunde klynges
