Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/540

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
516 Knuds Kampe med Henrik, Godskalks Søn.

Kostbarheder, som havde været givne i Skjalm Hvides Værge, men netop som de sejlede over Beltet, viste nogle Sørøverskibe sig, hvorfor Søfolkene firede Sækken ned til Vandet for i det Tilfælde, at Skibet blev indhentet, at lade Herlighederne forsvinde i Bølgerne hellere end at give dem i Fjendehaand. Haardt forfulgte nødtes de til at kappe Tovene over. Kong Niels var Vidne hertil, men slet udrustet som sædvanlig, kunde han med sine smaa, tunge Skibe ikke komme dem til Hjælp. Da han senere mødtes med Knud og fandt denne munter, som om intet var hændt, bebrejdede han ham hans Letsindighed; men Knud svarede, at Hændelsen jo netop viste, hvor lidt Glæde man havde af Ejendele, man lod ligge urørte hen, og at den, som skrabede Gods sammen, blev læns paa menneskelige Følelser.

Jarletitlen var i øvrigt paa denne Tid ved at gaa af Brug. Blandt de Embedsstillinger, som særlig havde været Jarler betroede, havde Posten som Høvding ved Landets Sydgrænse faaet en stadig større Betydning, og Kong Niels har tillige lagt i alt Fald en stor Del af Landets Forsvarsvæsen ind under den. Fra nu af kaldes Slesvigs Jarl Hertug, og han er ene om at bære denne Titel, hvorfor Knud ogsaa betegnes som »hele Danmarks Hertug«.

Knuds første Opgave maatte være at tage Fejden op mod sin Fætter Henrik. Han sendte Bud til ham om, at han med Glæde vilde forhandle om Fred, hvis Henrik først vilde betale Erstatning for de Plyndringer, han havde øvet. Herpaa svarede denne, at han ikke vilde frafalde Fordringen paa sin Mødrenearv, og da Knud derpaa straks erklærede ham Fejde, lo Henrik og svarede, at Knud lignede en vælig Hest, der ikke vilde taale en Rytter, han skulde dog nok faa lagt Tøjle paa ham. Knud havde imidlertid gjort alt beredt til Udrykning, og i Nattens Stilhed ilede han uden Larm og uden Plyndringer hen til det befæstede Sted, hvor Henrik opholdt sig. Henrik var ganske uforberedt paa Kamp, han maatte kaste sig paa sin Hest og sætte over Floden. Knud raabte fra den anden Bred spottende efter ham, om han var bleven vaad. Da Henrik til Gengæld spurgte: »Hvorfor havde du saa travlt?«, svarede Knud, at han vilde hente det Bidsel, Henrik havde villet lægge paa ham. Knud plyndrede derpaa Borgen og dens Omegn.

Dette var kun en Begyndelse. Knud drog nye Tropper sammen og uddannede især sit Rytteri; snart hjemsøgte han Henrik saa alvorligt i hans forskellige Lande, at han ikke blot maatte opgive enhver Tanke om Indfald paa dansk Omraade, men se sine Strids-