Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/552

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
528 Bevægelse mod de gifte Præster.


Pave Paschalis ham i alvorlige Ord, at Budet maatte overholdes (1117). Da der nu paa ny fra Rom lød en Forkætrelse af dem, som overtraadte Cølibatsloven, kom der Uro i Sindene ogsaa hos mange Lægfolk, som havde været forargede ved de gifte Præsters Levned. Den sjællandske Stormand Peder Bodilsøn, der var en ivrig Kristen og senere med sin Moder og sine Brødre stiftede St. Peders Kloster ved Næstved (Skovkloster), begyndte paa Tilskyndelse af sin Kapellan Nothold at rette Anklage mod Præsterne paa verdsligt Ting og forlange, at de gifte af dem skulde skille sig ved deres Hustruer, de ugifte ikke tage til Ægte. Da Bisp Arnold af Roskilde var aldeles affældig og bøjet af Sygdom, kom Præsterne saaledes til at savne enhver Beskyttelse, og den ophidsede Bondealmue gik til Værks imod dem med stor Grumhed; nogle bleve dræbte, andre lemlæstedes, atter andre forjoges af Landet, saa at kun faa forblev uskadte. Efter Biskop Arnolds Død (1124) blev Peter, en Kapellan hos Magnus, udnævnt til Biskop, og det synes, som om det lykkedes denne lærde og veltalende Mand atter at bringe Ro i Sindene. At faa et Lovbud gennemført om, at Præsters Ægteskab var tilladt, derom kunde der jo ikke være Tale, efter at Kirkens Love havde paabudt Cølibat; den danske Kirke maatte i Princippet fordre de gejstliges ugifte Stand, selv om den saa igennem Fingre med, at Budet blev overtraadt. Hvad Biskoppen fik gennemført, var derfor kun, at Forfølgelsen skulde ophøre; dog blev det tillige paabudt, at ingen maatte fremsætte Klagemaal over Præster paa de verdslige Ting, men skulde bringe Sagen mod dem for et Kirkemøde.

I Bremen havde man ingenlunde opgivet Tanken om atter at vinde Herredømmet over Nordens Kirke, og Øjeblikket syntes kommet, efter at der var sluttet Fred mellem Kejser Henrik V og den romerske Stol. Pave Kalixt II viste sig da ogsaa paa Fastesynoden i Rom 1123 saa føjelig mod Kejseren og de Mænd, som havde understøttet hans Sag, at han igensatte Bremerærkebispen i hans Værdighed over Norden. Asser gjorde intet Skridt i den Anledning; han mente aabenbart, at en saadan Voldsakt vilde møde alvorlig Modsigelse fra alle Sider og blive uden Betydning. Faa Aar efter sendte da ogsaa en ny Pave Honorius II en Legat til Danmark for at mægle mellem Ærkebispen af Bremen og »vor Broder Ærkebisp Asser af Lund«. Selv om ingen anden endelig Afgørelse blev truffet, anerkendtes dog altsaa Asser fremdeles som Nordens Primas. Højst truende blev Forholdet imidlertid under