| Assers Svar til Biskop Ottos Udsendinge. | 527 |
Heri bestaar hele deres Rigdom; thi af Agerbrug findes der kun lidt. I Levevis og Klædedragt lægge de ikke synderlig Sans for Renhed eller Skønhed for Dagen; selv de ringere af vore Folk vare stadselige i Sammenligning med dem, ja Præsten Ivan syntes at staa over Ærkebispen«.
De fremmede have sikkert set lidt for overlegent paa den danske Kultur og uden dybere Vurdering betragtet det fremmedartede som det ringere; ikke desto mindre maa vi være erkendtlige for denne lille Skildring af vort Lands Tilstand, efter at vi i et halvt Aarhundrede ikke have hørt Udlændinge udtale sig derom. Og i politisk Snildhed havde Udsendingene vist ikke noget at bebrejde de Danske.
Asser hørte nemlig med største Interesse paa deres Meddelelser, men Tilladelsen til at prædike Kristendommen paa Rugen kunde han ikke give, førend han havde forelagt Sagen paa det nærmest kommende Møde af Landets Fyrster og højbaarne Mænd.
Ivan og hans Ledsagere, som allerede havde tilbragt nogle Uger hos Ærkebispen, fandt, at det vilde vare dem for længe at afvente dette Svar, og ønskede at drage bort. Asser gav dem et Brev med og ligeledes rigelige Gaver. Ivan havde bragt som Skænk til Asser en prægtig Bispekaabe foruden Balsam, nu gav Ærkebispen dem til Gengæld blandt andet den mere nyttige end prangende Gave en Skude lastet med Smør, og han lovede at sende Brev og Besked til Bisp Otto, naar Mødet havde fundet Sted. Ikke længe efter deres Tilbagekomst blev imidlertid Bispen hjemkaldt og forlod Pommern, saa at Planen om Missionen paa Rugen blev opgivet.
Hidtil var der ikke i Norden blevet stillet nogen Fordring til Præsterne om, at de skulde være ugifte. Af Romerkirkens Krav til Klerke og Lægfolk var der mange, som først langsomt lod sig gennemføre i de Lande, der nylig havde været hedenske, og Budet om Præsternes Enestand var først nylig trængt fuldt igennem i den sydlige katolske Verden. Kampen om det andet store Stridspunkt, Investituren, var bleven endt ved Forliget i Worms 1122, og paa den store Forsamling i det følgende Aar i Laterankirken blev denne Overenskomst stadfæstet. Men paa det samme Møde udtalte Kirken paa ny sin Fordømmelse af Præsters Ægteskab.
I Danmark var det paa de Tider almindeligt, at endog gejstlige i høje Stillinger levede i Ægteskab. Da Kong Niels havde anset det for umuligt at kræve Cølibatet overholdt af Præsterne, tilskrev
