| Knud bliver Vendernes Knes. | 531 |
Landet til hans Varetægt. Derfor sagdes det da ogsaa, at Henrik havde indsat Knud til Arving.
Knud havde i sin Tid ført Kampen mod Slaverne alene som en Gengældelseskrig, der skulde tvinge dem til at ophøre med deres Anfald paa Danmark; han var desuden saa anset som Hertug og Høvding, at mange Slaver sikkert gerne ønskede ham til deres Herre. Landet var imidlertid ogsaa et Len under Sachsernes Hertug, der nu var bleven de Tyskes Konge, og derfor maatte Knud for at kunne overtage Magten have Lothars Samtykke. Dette blev ham tilstaaet, imod at han betalte en betydelig Indfæstning. Knud mødtes med Lothar i Bardowiek ikke langt fra Lüneburg, og Kongen satte en Krone paa hans Hoved som Tegn paa den vundne Værdighed (1129). Til Lensydelsen hørte, at der blev givet Lensherren en Hest, men Knud sendte en Hest med Guldsko, hvorfor Lothar ogsaa priste hans Rundhaandethed.
Henriks Rige havde været et sammensat og erobret Rige, og det var ikke at vente, at Knud kunde underlægge sig det uden at drage Vaaben. Lettest var det ham at vinde Wagrernes Land, hvor han straks besluttede at anlægge en Fæstning i Segeberg. Med Hjælp af Holsterne gik han løs paa Abodriterne, tog en af deres Høvdinger Niklot og Pribizlav, en Brodersøn af Henrik, til Fange og bragte dem til Slesvig; de maatte købe sig fri, stille Gisler og anerkende ham som Landets Herre. Ogsaa over Polaberne i Lauenburg fik Knud Herredømmet, saaledes at han raadede over den største Del af Henriks Rige. Imidlertid fandt Holstenerne den paabegyndte Fæstning paa Segeberg saa truende, at Grev Adolf brød ind, overrumplede Besætningen og ødelagde Voldene. Knud maatte for at bevare det gode Naboforhold opgive at opføre den paa ny.
Kristendommen havde under Henrik haft nogen, om end ikke megen Fremgang. Slavernes Apostel Vicelin havde begyndt sin Prædiken, og han fandt al mulig Understøttelse hos Knud, som ofte besøgte ham i Neumünster, ligesom Knud i det hele virkede for Missionen blandt Venderne.
Knuds Fætter Magnus var imidlertid naaet til Mandsalder, han? var en anselig og kraftig Yngling med en vindende Fremtræden. Magnus' Moder havde klart set, hvor vigtigt det vilde være for hendes Søn og Landets Velfærd, at der bestod et godt Forhold mellem de to Ynglinge. Skønt Knud ved Magnus' Fødsel kun var halvvoksen, havde han været en af hans Faddere, og Margrete havde stadig formanet dem til at holde trofast sammen De vare
