| 532 | Dronning Margrete formaner Knud. |
da ogsaa, uagtet Forskellen i Aar, blevne fortrolige Venner og havde svoret sig i Broderskab sammen. Naar det ikke desmindre kom til Rivninger mellem dem, lagde Margrete sin dæmpende Haand paa de urolige Sind.
Dronningen var imidlertid begyndt at lide af Vattersot i Benene, og de anvendte Lægemidler vilde ikke hjælpe. Hun saa Døden nærme sig, og for endnu engang at formane til Fred kaldte hun Knud for sig og sagde til ham: »Da du i Aar og aandelig Udvikling er saa langt forud for min Søn, beder jeg dig om altid at have eders Frændskab i Minde ligesom ogsaa den Kærlighed, jeg har vist dig. Vend dig ikke fra ham, og hvis Magnus, ægget af andre eller ved egen Daarskab, afviger fra denne Vej, irettesæt ham da, som Broder bør gøre mod Broder«. Knud svarede: »Kære Moder, jeg kalder Gud til Vidne paa, at fra min Side skal ondt aldrig vederfares Magnus, og jeg skal vise mig i alt som en trofast Broder«.
Paa denne Tid havde Magnus vundet sig et Kongedømme i Nord, idet Vestgøterne efter Kong Inge Halstenssøns Død havde valgt ham til deres Konge som Dattersøn af den ældre Kong Inge; derimod vægrede Sveer og Østgøter sig ved at anerkende ham og toge indfødte Konger.
En Datter af Polens Hertug Boleslav, Rikiza, var bleven tilsagt Magnus til Hustru, og han og hans Fader sejlede til Odermundingen for at modtage Bruden. Ved denne Forbindelse var ogsaa et politisk Øjemed tilsigtet, idet de Danske og Polakkerne havde en fælles Fjende i Fyrst Vratislav af Pommern. Kong Niels' Flaade tvang derfor først Byen Usedom til at betale en Sum Penge for at slippe for Belejring, og efter at Hertug Bugislav havde forenet sin Flaade med den danske, blev man let Herre over Julin. Derefter droge Polakkerne hjem. Fyrst Vratislav var fortvivlet over Nederlaget og opsøgte Kong Niels for at faa Fred bragt til Veje. Da han stolende paa Lejdet efter Kongens Indbydelse gik om Bord paa Niels' Skib, overtalte nogle taabelige Hirdmænd Kongen til at holde ham tilbage som Fange. Knud Lavard gjorde straks Indsigelse mod denne Troløshed, og paa det sammenkaldte Husting sluttede alle Høvdingerne sig til ham, saa at Niels var nødt til at lade Vratislav fare. Men Knud havde ved denne Optræden til Hjælp for en Fyrste, som man vidste var hans Ven, paadraget sig Nag fra fleres Side.
Magnus' Bryllup blev derpaa holdt i Ribe. Knud mødte i en sachsisk Dragt, der overstraalede de andres, hvorfor hans Fætter Henrik, Svends Søn, spottende sagde, at Purpuret dog næppe
