| Erik sejrer over Magnus' Flaade ved Sejrø. | 541 |
Underhandlinger. Kong Niels og hans Søn fremsatte saa fristende Tilbud, at Lothar helt skiftede Sandpunkt. Det blev bestemt, at Magnus skulde være Lensmand under det romerske Rige og endvidere udrede 4000 Mark Sølv. Venden blev overladt Niklot og Pribislav som Lensmænd. Erik var saaledes ladt i Stikken; han forsvarede sig med beundringsværdig Udholdenhed hele Vinteren igennem i den indesluttede By, og da om Foraaret Vandene brød op, slap han bort.
Det var Danmarks østlige Landskaber, der havde hyldet Erik som Konge; i Jylland sluttede, som saa ofte senere i Aarhundredet, Slesvig By sig til dem. Men ogsaa i Nørrejylland havde Erik Tilhængere, og blandt disse Kristiern, Søn af Svend Thrugunsøn, som opfordrede ham til at prøve sin Lykke derovre. Erik fulgte Vinket og samlede en Flaade, til hvilken ogsaa Bisp Peter af Roskilde og Harald Kesje med tvende Sønner sluttede sig. Jydernes Skibe laa spredte paa Søen, da Erik pludselig dukkede op bag Sejrø og snart fik gjort det af med alle Fartøjerne, inden de havde naaet at samle sig. Magnus selv undslap med største Nød. Erik gjorde derpaa et Togt ind i Limfjorden og kastede sig pludselig ned mod Asmild ; her blev Bisp Eskil af Viborg dræbt, netop som han ved Ottesangen messede foran Højalteret (20. December 1132, se Optegnelsen i Dødebogen fra Lund, Fig. 200). Samtidig havde dog Kong Niels angrebet Kristiern Svendsøn ved Rønbjerg (i Nærheden af Skive) og taget ham til Fange; han blev sat ind i et Taarn ved Mundingen af Slien.
Erik rykkede videre frem mod Øst i Jylland, og der kom til at staa en alvorlig Kamp ved Onsild, Syd for Hobro. Nær var Erik bleven tagen til Fange, men Bjørn Jernside, Harald Kesjes Søn, og Aage, Kristierns Søn, stillede sig frem midt paa Broen over Onsild Aa, og uanfægtede af de Spydkast, hvormed de overdængedes, forsvarede de den saa tappert, at Aaen efterhaanden fyldtes med Lig og næsten fik som et Dække af dem; først da Kongen var i Sikkerhed, trak de sig tilbage.
Landet var splittet og delt mellem de forskellige Konger og Høvdinger, og det var en gylden Tid for de vankelmodige til at kunne vende sig derhen, hvor Heldet syntes at vise sig. Harald Kesje var bleven skinsyg paa sin Broders Magt og traadte over til Kong Niels' Parti. Erik maatte derfor vende sig mod Haraldsborg. Under Belejringen fik han Hjælp af Tyskere i Roskilde, som lærte ham at forfærdige Blider, og vel spottede de angrebne i
