| 540 | Magnus forvises. |
man nu hørte, at han skjulte sig i Byen, blev Almuen saa ophidset, at den vilde storme derind og dræbe Kongen. Da gik Ærkebisp Asser paa Kongens Bøn de rasende Skarer i Møde, greb Eriks Hest i Tøjlen og bad ham bønlig om ikke at lade Vreden overile sig, han blottede sit ærværdige Hoved for Mængden og gav Tilsagn om, at Magnus skulde komme til at lide Lovens Straf. Almuen blev da atter rolig, Forhandlingerne paa Tinge genoptoges, og man enedes omsider om, at Kongen højtideligt skulde love at ville sky alt Samkvem med Magnus og forvise ham fra Riget; kun med Folkets Samtykke turde han vende tilbage.
Næppe var Faren overstaaet, førend Kong Niels havde glemt dens truende Karakter. Han ansaa den hele Bevægelse for en Kastevind, som sætter Sand og Støv i Bevægelse, men snart derefter lægger sig. Han mærkede ikke, hvordan hans eget Hus, som alt tidligere var undergravet, nu var sit Fald nær. Derfor troede han sine Raadgivere, da de forestillede ham, at han havde nedværdiget sig ved at give Folket hint Tilsagn, og han gav Magnus Lov til at vende tilbage til Landet. Hermed havde han erklæret Folket Krig og fik hurtigt at føle, at det nu betragtede sig som løst fra Troskab imod ham. Sjællænderne valgte Erik til Konge, men af Hensyn til sin Broder og de andre Landsdeles Befolkning vilde han foreløbig ikke tage derimod. Med en Hær, som han hurtigt samlede, drog han dog til Jylland imod Kong Niels. Denne, som nylig havde gemt sig bag Assers Ærkebispekaabe, krøb nu i Skjul bag Ribebispen Thure. Da Bispen forsikrede Erik, at Kongen var uden Skyld i Magnus' Hjemkomst og vilde efterkomme sit Løfte, standsede Erik sin Fremmarch paa Heden ved Jellinge, men næppe havde Hæren plantet Bannerne og var gaaet til Hvile, førend Niels overfaldt Tropperne og lettelig slog dem paa Flugt. Erik indsaa nu, at han aabent maatte erklære Kampen om Magten, og derfor lod han sig give Kongenavn af Sjællændere og Skaaninger.
Erik havde sendt Meddelelse om Drabet til Kong Lothar. Denne sørgede oprigtigt over Knuds Død, og han fulgte gerne Eriks Opfordring om at ville hjælpe ham til Hævn. Med 6000 Mand rykkede han op mod Grænsen, samtidig med at Erik besatte Slesvig By. Magnus, der nu ogsaa efter sin Fætters Eksempel kaldte sig Konge, havde imidlertid allerede besat Danevirke, og snart kom Niels til Stede med en umaadelig jydsk Hær. Lothar vovede under disse Forhold ikke at angribe, og der blev indledet
