| Oluf dræber Biskop Ricco i Kamløse. | 559 |
Gentofte) maatte Oluf flygte til Halland, men kom straks tilbage. Da han af Bønderne hørte, at Bisp Ricco var i Ramløse ved Arresø, gik han i Land og holdt sig skjult i Nabolaget; hans Mænd lyttede efter, hvor i Nattens Stilhed Tider bleve læste og fik saaledes Bispens Natteleje at vide. Oluf lod Huset omringe, og Bispens Kammersvende bleve dræbte, men Bispen greb selv Vaaben, og hans Klerke søgte med Puder og Hynder at forskanse de næsten sprængte Døre. Oluf besluttede da hellere at afbrænde Huset. Ricco søgte at forhandle med Oluf, men da han, stolende paa givet Tilsagn, rakte Hovedet udenfor, blev han dræbt (se Optegnelsen i Døde-bogen S. 542). Oluf ilede derpaa til Skibene, thi Kongen var i Nærheden. Endnu holdt Oluf sig i nogen Tid i Halland, men i et Slag i Skaane blev han fældet.
Disse Kampe stod paa i Løbet af nogle Aar (o. 1140—43). Olufs udfordrende Opførsel mod Kirken, idet han altsaa afsatte een Bisp og dræbte en anden, bragte endog Paven til at slynge Bandstraalen imod ham. Imidlertid viser hans sejge Udholdenhed, at han har været en kraftig og tapper Mand. Den langvarige Tilslutning, han vandt i en enkelt Landsdel, peger mærkelig paa, hvor mange urolige Bestanddele Befolkningen stadig talte.
Efterretningerne om Kong Eriks Kampe med Oluf give ikke netop Vidnesbyrd om, at han besad synderlig aarvaagen Handle-
sanctae aecclesiae necessaria sunt. scriptis legitimos et idoneos testes adhibendos edocuit, quatenus si quis perditionis atque discordiae filius aduersus iusticiam aliquid [iniusticiae machinari conabitur, carta in medium prolata . . . conuincaturj. I Middelalderen begyndte Brevene gerne med en pyntelig Indledning (Arenga) af almindeligere eller højtideligt Indhold. Her lyder den saaledes: Da vi ved Djævelens' Tilskyndelse og Menneskets Samtykke ere elendig sunkne ned fra Visdommens evige Kilde og forstødte til denne Taarernes og Elendighedens Dal, falde vi ogsaa i den menneskelige Naturs øvrige Mangler og Forglemmelsens Skrøbelighed. Vi formaa næppe at kalde os i Minde, hvad der for en kort Tid siden eller ret nylig er sket, end sige at vi bevare i Hukommelsen det, der er foregaaet for længe siden og ligger fjernt i Tiden. Men den almægtige Guds Velvilje, som naadig kommer os til Hjælp, naar det er fornødent, har ogsaa givet vor Ukyndighed et godt og beundringsværdigt Hjælpemiddel derved, at Overenskomster og Velgerninger, som tilstaas af de troende inden for den hellige Kirke til Sone for deres Synder, betros til Skrift og til Amindelse, saaledes at hvad der kunde gaa til Grunde ved skrøbelig Huskning, nu er bevaret gennem det levende Bogstav. Den ypperlige Sædvane er derfor nu slaaet fast hos os, som lærer os at anvende lovmæssige og fuldgode Vidnesbyrd ved skriftlige Udfærdigelser om det, der er nødvendigt for Kirken, saa at. naar nogen Fortabelsens og Stridens Søn vil forsøge paa at opspinde noget uretfærdigt mod Retfærd, man da kan fremføre Brev og Vidnesbyrd af dem. som have underskrevet, hvorved Modstanderne utvivlsomt ville overbevises.
