| 564 | Valdemar og Svend optage Knud Lavards Ben af Graven. |
endnu ses den Dag i Dag (Fig. 213). Her og i Ringsted skete der Tegn, som ikke lode Tvivl om Knud Lavards Hellighed. Da besluttede to halvvoksne Ynglinge Valdemar, Knud Lavards Søn, og hans Fætter Svend, Eriks Søn, paa egen Haand at overflytte Knuds jordiske Levninger fra Graven til et Skrin. Vel tilkendegav Ærkebisp Eskil dem, at saadant kunde kun Paven tillade, og forbød dem det, men de paastod, at Beviserne vare klare nok, og toge uden at ænse Forbudet Benene op af Graven, lagde dem i et Skrin og sørgede for, at en Præst blev ansat ved Kirken, der varetog Helgenens Tarv. Ringsted Kirke, som allerede af Erik Emune havde faaet skænket store Indtægter — »til Minde om min grusomt myrdede Broder, hvem jeg elskede over alle« — kunde snart glæde sig ved at modtage nye Gaver og mærke sit voksende Ry.
Fra Kong Erik Lams Tid stammer den første af en dansk Mand skrevne Danmarks Historie, Roskildekrøniken. Vi kende ikke Forfatteren, skønt han i sit Værk har skaaret sit eget Fysiognomi med de skarpeste Træk. Det er sjældent i Middelalderens Krøniker at træffe Fortællerens eget Standpunkt saa bestemt udtalt og overalt at finde Domme i lige saa fuldt Maal som Beretninger. Dette gælder dog ikke Begyndelsen, Danmarks ældre Historie fra Ansgar til Knud den Stores Død, idet Forfatteren her næsten udelukkende gør et Uddrag af Adam af Bremen. Fra Kong Svends Regering begynder en udførligere Fremstilling, der især for Kong Niels' og hans Efterfølgeres Tid er af megen Værdi, idet der her gives mange Oplysninger, som ikke findes andetsteds. Forfatteren
212. Søjle i Forhallen til Dalby Kirke i Skaane.
