| Roskildekrøniken. | 565 |
lægger ingen særlig Interesse for Kirken for Dagen, hvorimod han aldrig holder sin Karakteristik af Personer og Begivenheder tilbage, og ofte gaar han mod den gængse Opfattelse. Over for Knud den Hellige stiller han sig kølig, Oluf bør ikke have Skyld for de onde Aar under hans Regering, saa lidt som Erik Ejegod, der gav mange uretfærdige Love, fortjente de gode Aar. Han ynder ikke, at Kongemagten er stærk, men vil have mægtige Høvdinger og myndige Bisper og dog tillige en frit stillet Almue. Han berømmer Knud Lavard, men fortæller intet om ham, og han beundrer især den herlige, karakterfaste Yngling Magnus, »Danmarks Blomst«, uagtet han, tilskyndet af Djævelen, dræbte Knud. Saaledes er Roskildeanonymen nærmest Repræsentant for de Anskuelser, som ikke bleve de sejrende i den lange Kamp; han er en skarpsynet Betragter, men højst ensidig, hildet og uretfærdig, hvorfor Historieskriverne senere i Aarhundredet toge Afstand fra hans Skildringer.
Allerede en Stund før Eriks Tronfrasigelse eller Død havde vistnok de enkelte Landskaber i Stilhed opgjort, hvem de kunde ønske til Konge. Ingen af de Kongsæmner, hvorom der kunde være Tale, havde i det almindelige Omdømme vundet et saadant Forspring som den af alle udkaarne, at han kunde besejre Landskabernes Særpatriotisme. Til Knud Lavards Søn var det største fædrene Ry gaaet i Arv, men de to sidst afdøde Konger, som jo havde repræsenteret Knuds Parti, havde ikke forøget dets Hæder, og i alt Fald Erik Emune havde ved sin Grumhed paadraget sig
213. Grundplan af Knud Lavards Kapel i Haraldsted 1).
1) Den oprindelige Bygning bestod af et indvendigt 41 Fod langt. 21 Fod bredt Skib, samt Kor og Korslutning. En Snes Aar senere er der tilbygget en Forhal; Materialet er i denne som i den ældre Del af Bygningen Fraadsten.
