| 566 | Svend vælges til Konge i Sjælland og Skaane. |
meget Had, især i Jylland. Dertil kom, at Valdemar kun var 15 ½ Aar gammel og syntes for ung til, at Scepteret kunde gives ham i Haand. Magnus Nielsen havde haft sine trofaste Beundrere, og disse svigtede ikke nu hans Søn Knud. I det østlige Danmark var Stemningen derimod mest for at vælge Erik Emunes Søn Svend.
Svend virkede ivrigt for at erhverve sig Stemmer, og paa et Møde, hvor de store samledes, vandt han mange for sig. Da traadte imidlertid en Mand frem og hævdede, at gammel Skik skulde overholdes, og den var, at Konger vel skulde vælges paa Sjælland, men at hele Rigets Almue skulde være til Stede; derfor forbandede han enhver, som gav Svend Kongenavn, og denne selv, hvis han tog derimod. En Mand ved Navn Sten, der i Løn havde forhandlet med Svend, udraabte imidlertid Svend til Konge, og da stemte den største Del af Forsamlingen med deri. Derpaa drog Svend til Skaane, ledsaget af den veltalende Jakob Kolssøn. Ved Sammenkomsten med Skaaningerne fortav Jakob ganske, hvad der var sket, men ytrede, at Sjællænderne, som ønskede at følge i Skaaningernes Fodspor, havde Svend overordentlig kær og gerne vilde have ham til Konge. I Skaane havde man jo sat megen Pris paa Svends Fader og hjulpet ham tappert, da al anden Hjælp syntes at svigte. Skaaningerne vare smigrede ved saaledes at mindes om Fortiden og se Valget lagt i deres Haand, og de valgte da Svend til Konge.
Imidlertid var Knud bleven valgt til Konge i Jylland. Ved Efterretningen om de i de østlige Landskaber foregaaede Valghandlinger blev han naturligvis forbitret og søgte straks at drage Ærkebisp Eskil over paa sin Side. Eskil var aldrig bange for at skifte Standpunkt, og han var langtfra ved stærke Baand knyttet til Erik Emunes Søn. Denne Konge havde jo vægret sig ved at anerkende hans Valg til Ærkebisp, og Eskil havde paa sin Side bestemt gjort Indsigelse imod, at hans Broder Knud betragtedes som Helgen. Ærkebispen opfordrede da hemmeligt Knud Magnussøn til at komme til Skaane med en Flaade. Imedens han holdt Forhandlinger med Svend, nærmede Knud sig Kysten, men opgav dog i sidste Øjeblik at gaa i Land, og nu vendte Svend sig mod den upaalidelige Ærkebisp, slog hans Krigere og satte ham selv som Fange op over Hvælvingerne i hans egen Domkirke. Dette var dog saa vovelig en Gerning over for en Kirkefyrste, at Svend af Frygt for Bandstraalen ikke blot gav ham fri, men skænkede ham
