| 568 | De Tyskes Korstog mod Venderne 1147. |
Kong Konrad III og de store til at tage Del i Foretagendet. Under de følgende Forberedelser kølnedes dog hurtigt Begejstringen; især i det nordlige og østlige Tyskland fandt mange, at den Opgave maatte ligge nærmere at kæmpe mod Hedningerne i Landets umiddelbare Nærhed eller endog inden for de Tyskes Magtomraade. For ogsaa at benytte dette Tilbud af Kræfter blev det besluttet, at man samtidig med Korstoget til Palæstina skulde drage i Hærfærd mod Venderne; det bestemtes, at Toget skulde have Virkning som et Korstog til at give Syndsforladelse, og Krigerne mærkedes med et særeget Tegn, Korset overjordkloden, ♁.
Ved Efterretningen om de Tyskes Planer følte mange trosivrige Danske Trang til at slutte sig til Korstoget. Det var jo ogsaa af nationale Grunde rimeligt, at Danske maatte ønske at faa Andel i Kampen, eftersom Vendernes Sørøveri gjorde vore Farvande aldeles usikre. Eskil, som var Bernhards trofaste Ven og altid Talsmand for hans Tanker, sammenkaldte Gejstligheden fra hele Landet til et Møde i Lund for at overveje Sagen, og det lykkedes virkelig at bringe de Danske til at glemme Tronstridighederne og ruste sig i Enighed til et Tog mod Venden. Men betegnende for Usikkerheden paa Havet er det, at Provst Kjeld fra Aalborg paa Vejen til dette Møde blev fanget af Venderne og fuldstændig udplyndret; løskøbt af en Præst slap han endelig fri og naaede til Lund.
De tyske Krigsskarer samledes i Sommeren 1147 ved Magdeburg for herfra at drage i to store Hærdelinger mod Venderlandene, den ene ind i Meklenburg imod Abodriternes Fyrste Niklot, den anden imod Liutitieme. Men Niklot besluttede at forekomme Angrebet. Han befæstede Dobin ved Nordpynten af Wismarbugten og kaldte Grev Adolf af Holsten til Hjælp i Kraft af et Forbund, de havde indgaaet. Men Adolf vovede ikke at være hans Medkæmper mod de kristne Fyrster, og forbitret over denne Troløshed sendte Niklot Krigerne i Hast op ad Trave til Lübeck og lod alle disse Egne og hele Wagrerlandet udplyndre.
Ved Efterretningen herom satte den tyske Hær sig i Bevægelse. Dens ene Afdeling rykkede ind i Meklenburg imod Dobin, som man belejrede, medens den anden vendte sig mere østlig imod Stettin og andre Byer. Men her var der jo overalt Kirker og kristne Menigheder, og man maatte med Forundring spørge, om en saadan Kamp virkelig var et Korstogs Opgave.
Imidlertid stævnede flere danske Flaader til den meklenburgske
