| 570 | Korstogets Resultater. |
vel ogsaa den øvrige Del vindes ved Troens egne Midler paa Biskop Otto af Bambergs Maade og ikke ved Vaabenmagt.
Som Korstog syntes det hele Foretagende mislykket, og saa-ledes opfattedes det ogsaa af Samtiden. Ligesom ingen Erobring og ingen glimrende Vaabendaad havde smykket Kampene i Syrien, der kun havde aabenbaret Splid og Vanmagt, saaledes var det nu gaaet paa Hærfarten mod Venderne. Helt spildt havde Toget dog ikke været, idet mange vankelmodige nu bestemtere lagde deres kristne Tro for Dagen og der ogsaa rejste sig nye kristelige Stiftelser i Oderlandene.
Korstoget havde aabenbaret, hvor megen Mistro og Skinsyge der fandtes mellem de danske Landsdele og Fyrsterne. Spliden forøgedes ved, at der i de enkelte Lande boede Mænd, som ved Familieforbindelser, Jordegods eller Sympati vare knyttede til et andet Parti end det, som ellers raadede i Landsdelen. Saaledes erfarede Knud, at der i Roskilde fandtes flere Borgere, der vilde knytte sig til ham, og efter at et første Tog til Sjælland var mislykket, fik han paa et følgende Byen i sin Magt. Men nu sluttede til Gengæld en Del jydske Herremænd sig til Svend og kom ham til Hjælp i Skaane paa to Skibe. Svend sejlede derfor med sine Hjælpere til Sjælland, og der stod en Kamp ved Høje-Taastrup, hvor Svend, da nogle af hans Skare modløst flygtede, tog Flugten, medens dog Resten holdt Stand og vandt Sejr for ham.
Paa denne Tid havde den unge Valdemar naaet en saadan Alder og Uddannelse, at han kunde tage Krigstjeneste, og han tilbød Svend at tjene ham. Svend var jo Søn af hans Faders trofaste Broder og havde vist hans Grav Ære (S. 564), nylig havde han ved store Gaver forøget den Kirkes Indtægter, hvor den hellige Fyrste hvilede. Kong Svend maatte paa sin Side føle sin Stilling styrket derved, at den folkekære Hertugs Søn blev hans Mand. Valdemar fik sin Faders Stilling som Jarl i Slesvig, men maatte udholde mange Kampe med Knud, Henrik Skadelaars Søn, hvem Knud Magnussøn havde givet Løfte om samme Stilling. Valdemar blev dog den sejrende.
Svend og Knud bejlede begge til den holstenske Grev Adolfs Venskab, og Greven valgte at slutte sig til Knud, til hvem han endog aflagde Hylding. Forbitret herover lod Svend sine Krigere gøre et Plyndringstog til Wagrerlandet, hvorved baade Oldenburg og Forstaden ved Segeberg tændtes i Brand. Den, som var Ophavs-
