| 576 | Svends Tog til Sverige i Vinteren 1153—54. |
Roskilde havde givet, blev fulgt af Landboerne, som paa lignende Maade udrustede Fartøjer for at rense de danske Farvande.-
Svends Forsømmelse af Kampene mod Venderne syntes saa meget besynderligere, som han gav sig paa et Felttog mod Sverige, der skulde falde højst uheldigt ud. Krigens Anledning var den, at Sverkers Søn, den ovennævnte Johannes, havde paa en Tid, da Jarl Karl af Halland var fraværende, røvet hans Hustru og hans Søster, der var Enke. Disse udmærket smukke Kvinder beholdt han hos sig som Friller, indtil Kong Sverker og Folket tvang ham til at sende dem tilbage. Svend vilde hævne denne Fornærmelse mod hans Jarl og Medlemmer af den kongelige Familie, og hverken gentagne Sendefærd fra Kong Sverker eller de advarende Ord, som Kardinal Nikolaus af Albano under sit Ophold her i Landet (1153) henvendte til Svend, kunde holde ham tilbage. Svend mente, al Øjeblikket var gunstigt for en Krig, da Sverker var kommen i Strid med Almuen, som havde dræbt hans Søn Johannes paa Tinge.
Svend faldt derfor ved Vintertid, da han mente, at det vilde være let at gaa over de tilfrosne Sumpe, ind i Finnveden, Landskabet langs Nisaa og Lageaa, og Beboerne maatte hylde den danske Konge. Derpaa drog han ind i Värend, hvor Folket flygtede for ham til alle utilgængelige og øde Steder. Sneen faldt tæt og laa højt, Kulden var saa streng, at diende Børn frøs ihjel ved Mødrenes Bryst. Svends Mænd led ved den forfærdelige Kalde og maatte tilmed se, at Bønderne ved Forhugninger i Klippedalene spærrede deres Fremmarch. Til sidst maatte Värendboerne dog underkaste sig, og Svend beredte sig paa at drage til Gøtaland.
Den strenge Kulde varede imidlertid ved og syntes uudholdelig, Hestene bleve svage og saare paa de slette Veje og ved det ringe Foder. Nogle af Tropperne vendte derfor paa egen Haand hjemad, og Svend gav da Befaling til almindelig Hjemmarch. Han selv gik den lige Vej til Skaane; Karl og hans Broder Knud mente, at de paa Grund af de modtagne Gidsler kunde trygt drage hjem til Halland gennem Finnveden, men efter her at have faaet anvist Nattely i en tom Lade, tillaasede man Dørene og stak Ild paa Taget; Luernes Bragen vækkede de indespærrede, som stormede nøgne mod Dørene, og det lykkedes dem omsider at sprænge dem og slippe bort. Kun nogle stakkels unge Svende, som Karl for Frændskabs Skyld havde taget i Tjeneste, bleve af de grumme Fjender tvungne ind under Isen paa Nisaa og omkom saaledes ynkelig.
I Sverige har der levet en gammel Tradition om dette Hærtog,
