Eskils Fangenskab i Tyskland. | 581 |
sig derfor ogsaa det Maal ved Klosterstiftelser at fremme Munkelivet i Danmark. Han havde allerede stiftet Herrisvad i Skaane og Esrom i Sjælland, snart skulde andre Klostre rejse sig rundt om i Landet.
I fire Aar varede Eskils Fraværelse. Efter at have besøgt Frankrig og Italien blev han i Tyskland udplyndret og holdt i Fangenskab. Højmodig tilskrev Eskil Danmarks Konger og Folk om ikke at tænke paa at købe ham fri, hvad der vilde være en Skam for Kirken, en Vanære for Folket; denne Uret var saa stor, at den maatte ophøre. Da nu ogsaa Pave Hadrian IV skred ind mod Kejser Frederik, blev Eskil givet fri og kom hjem til sit Ærkesæde. Men da var der i Danmark foregaaet store Begivenheder.
Vi kende meget lidt til Knuds og Valdemars Styrelse af Landet i de følgende tre Aar.
Svend opholdt sig stadig i Tyskland — hvor hans Svigerfader imidlertid var død — og det lykkedes ham omsider mod Løfte om en stor Sum Penge at formaa Henrik Løve til at tage sig af hans Sag; ogsaa Ærkebisp Hartvig af Bremen understøttede hans Foretagende. I December Maaned 1156 rykkede Hertug Henrik og Svend mod den danske Grænse. Ved Bestikkelse fik Henrik Vogteren af Danevirke til at aabne Portene, saa at Hæren snart stod foran Slesvig. Svend lod en høj Skat udskrive af Byen og bemægtigede sig alle de russiske Handelsskibe, der laa i Havnen. Imidlertid flygtede Landbefolkningen i Sønderjylland mod Nord og glemte rent at yde Svend den Hjælp, som den havde lovet ham.
Knud var paa den Tid ikke i Landet. Kong Sverker var bleven dræbt af sin Staldsvend, og Knud var draget til Gøtaland for at være sin Moder til Trøst og Hjælp. Valdemar var derimod i Sjælland og ilede med en Hærstyrke til Jylland, hvor hans Nærværelse bragte Mod og Fortrøstning. Desuden vidste han at skræmme Fjenden ved at udsprede Meddelelse om, at han havde samlet overordentlig store Skarer, og at et Slag forestod, som man næppe havde spurgt Mage til. Hertug Henrik mente det da raade-ligst at forlade Landet, og saa hurtigt trak Sachserne sig ud af