| 582 | Kong Svend lander paa Fyn. |
Jylland, at de tilbagelagde den Vej i tre Dage, som det havde taget fjorten Dage for dem at drage frem ad.
Svend henvendte sig nu for anden Gang til Hertug Henrik og bad om, at de Vender, som stode under hans Magt, maatte føre ham over til Fyn, og dette tillod Hertugen.
Fyn havde paa denne Tid lidt saa frygteligt ved et Venderindfald, at Øen, dersom det gentoges, vilde komme til at ligge øde og affolket hen. Skønt det maatte synes ydmygende, at den danske Konge skulde bringes tilbage paa en vendisk Flaade, vare Fynboerne glade over at gense Svend, tilmed da han bragte Løfte fra Venderne om, at alle, som vilde slutte sig til Svend, skulde være sikre paa ikke at lide nogen Overlast af dem.
Men hvor stort et Tilløb Svend end fik, vilde det have været let for Knud og Valdemar at betvinge ham med den Krigsmagt fra hele Riget, som de nu samlede. Dog var Valdemar betænkelig ved at lade det komme til en saadan Kamp, hvorved Øens Befolkning, der i Forvejen havde lidt saa stærkt, mulig helt kunde tilintetgøres. Han tilbød derfor Svend at forhandle med ham, og det blev vedtaget, at Svend skulde begive sig med sin Hustrop til Laaland og holde sig i Stilhed dér, indtil alle Landets store kunde samles derovre paa et Møde og en fuldkommen Fred endelig blive sluttet mellem alle tre Fyrster.
Da Valdemar næste Dag drog til Odense for at tage et Bad — Knud turde af Frygt for Svig ikke følge med — viste Svend ham stor Ære og ledsagede ham ind i St. Albani Kirke. I Sakristiet havde de to Slægtninge en længere Samtale, ved hvilken kun Valdemars trofaste Ven Absalon, en Søn af Asser Skjalmsøn, var til Stede som Vidne, og under denne søgte Svend at drage Valdemar over paa sin Side, idet han paastod, at han havde skærmet ham lige fra hans Barndom, og desuden foreholdt ham det unaturlige i at have Sønnen af sin Faders Morder til Forbundsfælle. Men Valdemar svarede, at Knud ingen Del havde i sin Faders Brøde og desuden havde givet ham fuld Sone for den. Valdemar havde derimod opgivet enhver Tanke om at tjene under Svend, da denne vitterligt nok ved mange Lejligheder havde stræbt ham efter Livet. For dog ikke helt at støde en Frænde fra sig vilde han forsøge paa at skaffe Svend en Stilling i Riget, om end derved stor Fare syntes true hans eget Liv. Svend svarede, at han aldeles ikke havde Svig i Sinde, men ærlig vilde holde Venskab med Kongerne, desuden bar han paa en Sygdom, som næppe vilde
