| 584 | Gæstebudet i Roskilde den 9. August 1157. |
gives. Svend undskyldte sig med det Rygte, som var bragt ham, men Valdemar troede ham ikke og gjorde ham bitre Bebrejdelser for hans Troløshed.
I Roskilde tilbragte Svend den første Nat med Spil og festligt Gilde; næste Morgen, Fredag den 9. August 1157, drog han ud til sin tro Mand Thorbjørns Gaard, der laa ikke langt fra Byen, idet han vilde se til sin lille Datter, der opdroges dér. Under Besøget lod Thorbjørns Hustru den Ytring falde, at man jo maatte undre sig over, at Svend var bragt i en saa ringe Stilling; han, som havde ejet det hele Land, maatte nu nøjes med en Tredjedel. De Ord bed sig fast i Svends Sind.
Mod Aftentid kom der Udsendinge fra Knud for at hente Kongen til Maaltidet, idet man havde undret sig over hans lange Fraværelse. Thorbjørn gav til Undskyldning, at Svend havde paa-draget sig Hovedpine ved et Dampbad, han havde taget, imedens derimod Kongen til Svendenes Forundring gav en anden Grund nemlig at han havde været optaget af at lege med sin lille Pige.
Aftensmaaltidet fandt Sted i Gæstehallen, og Svend fik Plads midt imellem de to andre Konger. Efter at der var spist og drukket, fjernedes Bordene, og man sad spredt om ved Bægrene. Der var i øvrigt kun faa Folk i Huset, thi Svends Mænd vare ved at anstille Lege i det frie, og mange foretrak at se derpaa, fremfor i Sommeraftenen at sidde i de lumre Stuer. Kong Svend forlangte et Brætspil, hvorved han, som han sagde, havde fordrevet mangen Time under sit Ophold i Udlandet. En tysk Sanger gav sig paa en lidet taktfuld Maade til at synge en Vise med Hentydninger til Svends Landflygtighed, hvorfor de andre Gæster irettesatte ham; Svend skjulte sin Fortrædelighed og forsikrede, at det kun glædede ham at mindes de overstaaede Lidelser.
Da Tusmørket faldt paa, traadte en af Svends Krigere, Ditmarskeren Ditlev, Edelers Søn, som nylig var gaaet ud af Salen, atter ind og saa sig spejdende om. Knud bredte sin Kappe paa Gulvet og bad Ditlev tage Plads, men denne undskyldte sig med, at det var for stor en Ære, og samtidig gav han ved et Nik Svend et Tegn. Svend saa det ikke, hvorfor Knud gjorde ham opmærksom paa, at Ditlev ønskede at tale med ham. Svend og hans Mænd samtalede derpaa med hviskende Røst i et Hjørne af Salen, og kort efter gik Kongen ud af Salens bageste Dør med en Kertesvend foran sig. Nu vaagnede pludselig Knuds Mistanke, han omfavnede og kyssede Valdemar, netop som Svends Krigere
