| Kong Valdemars Flugt fra Roskilde. | 585 |
foer frem imod dem med dragne Sværd. Valdemar sprang op, svøbte Kappen om sig og stødte Ditlev saa stærkt for Brystet, at begge tumlede om, men Valdemar fik dog et haardt Saar i Laaret. Raadsnar sprang han da op, slukkede Lysekronen, saa at det blev mørkt i Salen, og stormede frem mod Udgangsdøren. Svends Folk maatte aabne Skodderne for at se, hvem de angreb, og nu kløvede Ditlev Knuds Pande. Absalon var ilet ind i Salen og tog den døende Konge i sine Arme, idet han troede, at det var Valdemar, men da han opdagede sin Fejltagelse, lagde han ham stille ned og søgte at fly i Mørket.
Valdemar var allerede da naaet ud af Salen, idet han rev sig løs fra dem, der holdt ham fast i Kaaben. Konstantin, Knuds trofaste Kriger, søgte til den ene Dør, men blev her fældet, medens Absalon ilede til den anden og slap ud imellem de i Gangen opstillede Krigere, der forgæves opfordrede ham til at sige sit Navn. I Gaden blev Peter Thenje ham vaer og lod, som om han vilde forfølge ham, men lod ham slippe, saa at Absalon naaede den søndre Kirkegaardsport. Her blev han angrebet af en hel Flok Krigere, som imidlertid maatte krydse Vaaben med andre tilkomne, der forsvarede Absalon; det Spyd, som rettedes mod ham, naaede derfor kun gennem Klæderne. Han ilede i Nattens Mørke udmattet ud af Byen til Ramsø, hvor Bryden skaffede ham en Hest, saa at han naaede til sin Svoger Peter, derpaa til sin Moders Gaard, og snart efter kom Valdemar derhen. Han var sluppet bort fra Kongsgaarden med kun to Ledsagere, og hans Saar forvoldte ham ulidelig Smerte, men dog kom han i Behold til Bryden i Ramsø, som fortalte ham, hvorhen Absalon var redet, og skaffede ham vejkendte Mænd til Følge. Saaledes kunde Valdemar omsider faa sit Saar plejet og forbundet.
Svend lod næste Morgen Borgerne i Roskilde kalde sammen til Møde, og idet han fremviste sin Kappe, som han selv havde gennemstukket, klagede han over, at han svigelig var bleven overfaldet af Knud og Valdemar. Han bad Borgerne om Hjælp mod dem, der havde begaaet saadan Nidingsdaad, men ingen troede ham. Imidlertid havde han givet Ordre om, at alle Fartøjer ved Kysterne skulde hugges lække, for at Valdemar ikke skulde slippe bort fra Sjælland, og han lod ham rundt om eftersøge af sine Mænd. Valdemar flygtede imidlertid omkring i Skovene med tre Ledsagere; hans tro Ven Esbern, Absalons Broder, viste sig snart her, snart dér, for at lede de søgendes Opmærksomhed til urette Steder. Da Valdemar omsider besluttede sig til at sejle til Jylland,
Danm. Riges Hist. I 74
