Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/614

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst
588 Kong Svend dræbes.

Plads paa Grenen af et Træ; da kom nogle Bønder til, som søgte efter Bytte, og de spurgte ham, hvem han var. Kongens Skriver, var hans Svar, men han blev kendt, og da han, efter at være sat paa en Hest, forlangte at føres frem for Valdemar, sprang en Bonde til og kløvede hans Hoved med en Økse.

Saaledes blev det en straalende Sejrsdag for Valdemar. Hans Fjendes Nederlag havde været hurtigt og afgørende. Sympatien havde alt forlængst vendt sig fra den udygtige og falske Svend, der var bleven mærket med Tilnavnet »den sviende«; den ungdommelige, friske, godsindede og tapre Valdemar var nu alles Helt. Og han var nu sand Konge over hele Danmarks Rige. Ingen kunde gøre ham Tronen stridig; han var den eneste Kongeætling, der i ægte Mandslinie nedstammede fra en Konge, han var tilmed den elskede Knud Lavards Søn og havde til Farfader den folkekære Erik Ejegod.

Kong Svend — der i den følgende Tid jævnlig betegnedes efter Slagmarken som Svend Grathe — blev jordet paa den vilde Hede. Ved Stedet, hvor han dræbtes, rejstes et lille Trækapel, der senere blev ombygget af Sten. Man har i vore Dage fundet denne Plet og mulig Knoklerne af Svends Skelet, i hvert Fald af en høj, yngre Mand med et stærkt Hug gennem Issebenet. Et smukt Kors er her af en Privatmand rejst til Minde om hin Dags mærkelige Kamp.

Grathehedekampen var det andet store Slag, som Danske i det 12. Aarhundrede udkæmpede mod Danske, og der skulde gaa hundrede Aar, før atter Landets egne Mænd vendte Vaabnene mod hinanden. Fotevigslaget havde været afgørende som Sejr og som Nederlag, men det havde ikke bragt Ende paa Uroen i Landet; det havde indgydt Sejrherren et Overmod og en Uforstand, som var bleven til hans egen og til Landets Ulykke. Lykkeligvis var Valdemar langt rigere udrustet af Aand og Hjerte end Farbroderen, han havde stort Styrerkald og var dertil omgivet af de ypperligste Raadgivere.

Erik Emune havde vist sig skaanselløs, ja grusom mod sine Fjender; skræmmet af hans Eksempel havde hans Søn hyppigst været for overbærende. Valdemar følte, at han maatte straffe, ikke fordi man havde taget Parti for Modkongen, men for al den troløse Svig, der var vist, og for Mordet paa hans Dronnings Broder. Den usle Ditlev Edelersøn blev derfor radbrækket levende; han teede sig som en grædende Kryster, da man førte ham til Retterstedet.