| 604 | Venderne tinge om Fred 1160. |
Sjællændere samt nogle Jyder et nyt Togt og styrede lige mod Rugen, ja til selve Halvøen med den truende Borg. Da de Danske efter at have røvet Bytte atter vilde indskibe sig, bleve de angrebne af Røboerne, som imidlertid led et fuldstændigt Nederlag; de, som ikke fældedes paa Land, blev af Krigerne opsøgte ude i Bølgerne og nedhuggede.
Virkningerne viste sig hurtigt — næste Aar, medens et Togt var under Forberedelse, kom en vendisk Udsending til Absalon for at tinge om Fred. Han blev imidlertid Vidne til en Uenighed inden for Mandskabet paa den danske Flaade, og da Absalon forlangte, at Venderne skulde stille Gisler, nægtede han at gaa ind herpaa. Freden kom saaledes ikke i Stand. I øvrigt maatte Toget opgives paa Grund af stormfuldt Vejr.
Netop i de samme Uger af Efteraaret 1159, da Valdemar var optaget af sit andet Vendertog, skete der mærkelige Begivenheder i Rom; de indledede en Strid, der varede gennem Aartier og sendte brede Dønninger vidt om i Europa. I et afspærret Rum bag ved Alteret i St. Peters Kirke var en Skare Kardinaler samlede til Pavevalg, idet Hadrian IV var død den 1ste September. Den afdøde Pave havde paa et enkelt Tidspunkt gjort en vigtig Gerning inden for Norden, nemlig da han som Kardinal Nikolaus af Albano havde ordnet Kirken i Norge og Sverige (S. 580); det norske Ærkebispedømme var bleven grundlagt, og alt var lagt til Rette, saaledes at et svensk kunde dannes. Nogle Aar efter at Hadrian havde besteget Pavestolen (1154), hændte det, at Ærkebisp Eskil blev fængslet i Burgund, saaledes som det foran er fortalt (S. 581), og denne Begivenhed drog en lang Række Følger efter sig. I Modsætning til Pavernes svage Holdning i den sidste Menneskealder, der mest syntes præget af den sværmeriske og asketiske Side i den af Bernhard af Clairvaux prædikede Kristendom, gjorde paa denne Tid en kraftigere hierarkisk Opfattelse sig gældende i Rom, og de gregorianske Ideer om Kirkens ydre Magt stode atter i Forgrunden. Ved hin Fængsling var Kirken bleven krænket i en enkelt Biskops Person, og Pave Hadrian var lige saa forbitret herover, som han var ivrig for
