| Prins Knud hyldes i Roskilde 1165. | 615 |
Togets heldige Udfald modnede en Tanke hos Absalon og andre Høvdinger om at lade Hæren hylde den lille Prins Knud som Konge. Det var politisk klogt at sikre Riget mod, at det atter skulde komme til at lide ved, at der raadede Usikkerhed om Tronfølgen. I England, Frankrig og Tyskland var det gængs Skik, at Kongen fik sin Søn i Tide erkendt som Arving og mulig kronet. Kong Valdemar billigede fuldkomment Forslaget, og medens Hæren var samlet ved Strela, blev det forelagt for alle Høvdingerne; et saadant Hærstævne, hvor Høvedsmænd fra alle Landsdele vare samlede, var netop udmærket egnet til at erfare Folkets Ønsker. Stormændene billigede ogsaa Tanken fuldkomment, og det blev bestemt, at de efter Togets Slutning skulde møde i Roskilde for her at aflægge Ed til den treaarige Prins.
I den højtidelige Handling deltog da ogsaa alle Landets Stor-mænd med Undtagelse af een, nemlig Buris Henrikssøn. Allerede ved Strela havde man lagt Mærke til hans Tavshed, og nu vægrede han sig aabenlyst, idet han erklærede, at man efter dansk Skik ikke kunde aflægge Ed til to Herrer, og han desuden vilde være stedt i en uløselig Forvikling, hvis Strid skulde udbryde mellem Fader og Søn. Kong Valdemar skjulte sin Vrede, men kom dog kort efter til at røbe, at han nærede Mistanke mod Buris, og denne tilbød da at ville hylde Knud, saafremt Valdemar vilde til-staa ham en større Forlening. Ved Absalons Mellemkomst fik Buris et meget stort Len i Jylland, hvorpaa han hyldede Knud. Men Mistanken mod Buris havde boret sig fast i Kongens Sind.
Med Røboerne var der Fred i halvtredje Aar, og de Danske kunde føre deres Vaaben mod andre vendiske Strande.
De unge Prinser Kristoffer, Valdemars uægte Søn, og Magnus, Erik Lams uægte Søn, faldt saaledes med Absalon som øverste Fører ind i Provinsen Tribsees, som led overordentlig. Paa nogle følgende Togter hjemsøgte de Danske Usedom og forskellige Egne af Pommerns Fastland. De pommerske Hertuger maatte købe sig Fred; men ikke længe efter, da de indsaa, at de ikke kunde holde sig uafhængige, valgte de at give sig ind under Henrik Løve. Da havde Hertugen tillige udsonet sig med Pribislav og givet ham det meste af Meklenburg tilbage. Saaledes var det afgjort Henrik Løve, som gik af med Fordelene. De Danske maatte tænke paa mere end flygtige Straffetogter.
Snart gik ogsaa Forbundet med Henrik Løve over Styr. Paa en Sammenkomst med Kong Valdemar forlangte Hertugen, at de
