| 616 | Tronkampe i Norge. |
Danske skulde lade de ham undergivne Pomeranere i Fred, og da Valdemar selvfølgelig ikke vilde undlade at angribe sit Lands Fjender, var dermed Forbundet brudt. 1 Danmark ventede man hvert Øjeblik, at ogsaa Sachserne vilde angribe Landet, og Absalon forsøgte derfor ved en Udsending, der var det vendiske Sprog fuldt mægtig, at vække Pomeranernes Mistanke mod Henrik. Danskeren forestillede dem, hvorledes Sachserne altid stræbte efter at fratage dem Land, medens de Danske kun vilde tvinge dem til at ophøre med Sørøveriet. Rejsens Maal blev i Virkeligheden naaet, Pomeranerne angreb nogle af Henriks Besiddelser og erobrede en Borg, idet de dog paastod, at de handlede i Kong Valdemars Navn. Hertug Henrik søgte nu atter at komme paa en god Fod med den danske Konge, og begge foretog efter Aftale samtidigt et Togt til Landskaberne bag ved Usedom. Venderne maatte købe begge Angriberne bort.
Imidlertid havde ogsaa Forholdet til andre udenlandske Magter i disse Aar lagt i høj Grad Beslag paa Kong Valdemars og hans Raadgiveres Opmærksomhed.
Dengang da Valdemar besteg Tronen, var Inge, Harald Gilles Søn, Konge i Norge. Han søgte Venskab med Valdemar og sendte ham et prægtigt Drageskib som Gave. Fire Aar efter faldt Inge i Kampen mod sin Brodersøn Hakon (Herdebred) og hans Parti (1161). Mod den 14aarige Kong Hakon optraadte dog den djærve Høvding Erling Skakke paa sin lille Søn Magnus’ Vegne; Erling var nemlig gift med Kristine, en Datter af Sigurd Jorsalfar. Han maatte have Støtte andenstedsfra og opsøgte i Jylland Kong Valdemar, der var Søskendebarn til Erlings Hustru, idet Knud Lavards Hustru var en Søster til Kristines Moder Malmfred (S. 522). Valdemar lovede virkelig Erling Hjælp, men forlangte som Vilkaar, at Magnus, naar han vandt Norges Trone, skulde afstaa ham Viken, til hvilket Landskab de Danske havde Ret siden Harald Blaatands Dage. Herpaa gik Erling ogsaa ind. Aaret efter lykkedes det Erling at fælde Kong Hakon, og snart blev Magnus kronet som Konge (1164).
Valdemar fordrede nu ved Sendebud, at Løftet om Vikens Afstaaelse skulde opfyldes, men Erlings Raadgivere afslog det bestemt, og Erling vidste paa forskellig Maade at holde Sendebudene hen. Vikverjerne maatte først høres, hed det, og da om Høsten Erling forelagde Sagen paa Borgarthing, raabte Bønderne under stor Op-
