| Kong Valdemars Tog til Norge 1185. | 617 |
hidselse, at aldrig saa længe nogen eneste af dem var i Live, vilde de staa under Danmarks Konge. Valdemar var fortørnet over Brudet paa det givne Løfte, og Erlings norske Modstandere tilskyndede Kongen til at gøre sine Krav gældende.
Imidlertid vilde Valdemar først udspejde Stemningen i Norge og lod nogle Udsendinge drage derhen. Tilsyneladende var det fredelige Pilegrimme, der som saa mange andre søgte til St. Olafs Grav, men i Stilhed underhandlede de med Trendernes mægtigste Mænd, mellem hvilke Erling havde sine ivrigste Modstandere. De havde Brev med fra Kong Valdemar, hvori han skrev, at han agtede sig paa Togt til Norge og vilde underlægge sig Riget, men hvis Trenderne vilde staa ham bi, vilde han give deres Landskab den Anseelse tilbage, som det forhen havde haft, og rigt belønne dets Mænd. Mange sluttede sig i Virkeligheden ogsaa til Dane-kongen. Der gik snart Rygter om dette Frafald, men de Danske vare da allerede i Behold. Erling ilede til Trondhjem og lod flere af de frafaldne dræbe, andre maatte betale store Bøder.
Allerede i samme Aars Sommer stævnede den danske Flaade til Norge (1165). Kong Valdemar landede først tæt Nord for den danske Grænse, men Bønderne erklærede her forsigtigt, at de vilde rette sig efter, hvad Indbyggerne i de nordligere Fylker bestemte. Derpaa drog Flaaden til Sarpsborg, og Landskabets Befolkning blev stævnet til Borgarthing. Her fandtes i Virkeligheden et Parti, som hyldede Valdemar, og han sejlede saa over Folden (Kristiania Fjord) til Tønsberg. Byens Befolkning flygtede for største Delen op til et højt Bjerg; kun Orm Kongsbroder (en uægte Søn af Dronning Inge-rid, den fældede Kong Inges Moder), der maa have haft en Høveds-mands Stilling, tilsagde Valdemar Tjeneste, dog med Forbehold af den Troskab, han var Kong Magnus skyldig. Valdemar drog derefter hjem.
Saaledes lyder Beretningen om det norske Togt, der i Virkeligheden kun havde givet Valdemar en Magt af Navn. Intet Sværd var blevet blodigt, ingen Pil udsendt. Valdemar havde stolet paa, at Befolkningen frivillig vilde bøje sig; endog de norske Sagaer fortælle, at han ikke vilde hærge et kristent Land, kun paa Udøer, eller naar Kongen ikke holdt Øje dermed, blev der revet. De Vikverjerne, som havde hyldet Valdemar, fulgte af Frygt for Erlings Hævn med ham til Danmark.
Erling havde paa den Tid opholdt sig i den nordlige Del af Landet; han udbød til Leding mod de danske Angribere, men da
Danm. Higes Hist. I 78
