| 622 | Taarnet paa Arkonas Vold tændes i Brand. |
og til sidst paa Spyd stukne op til den unge Mand. Da alt var lagt til Rette, tændte han med Flint og Staal Ild i Halmen, og efter at have forvisset sig om, at Ilden havde fænget i Taarnet, steg han ned fra Volden paa samme Maade, som han var klatret op. Røgen fra Baalet forfærdede Forsvarerne, som ilede til for at slukke, men Vandet slap hurtigt op, og da Venderne gød Mælk i Ilden, fik den snarere Næring end dæmpedes derved. De danske Krigere raabte og jublede, saa at Kong Valdemar kom ud fra Lejren for at se, hvad der var paa Færde. Absalon gik, skønt han kun var rustet med Hjælm og Skjold, tæt hen til Porten for at undersøge Sagen, og han opfordrede nu de unge Mennesker, der søgte at storme den, til at øge Ilden. De nærede Branden paa alle mulige Maader, Stolper og Støtter saavel som Taamets Gulv kom i Lue, og Ilden bredte sig højere opad helt til Taarnets Tinde, hvor Afgudens vajende Mærke fortæredes af Flammerne.
Nu befalede Kong Valdemar et almindeligt Angreb paa Borgen; han lod sin Stol sætte uden for Lejren og fulgte Kampens Gang. Pomeranerne satte en Ære i at udmærke sig i Kongens Paasyn og kæmpede med stor Tapperhed. Forsvarerne maatte tage Kampen op baade mod Flammerne og de fremstormende Krigere; de kæmpede dog med største Udholdenhed og sank først i Døden paa de brændende Skansebygninger. Da hørte man en af Forsvarerne paa Volden raabe med høj Røst Absalons Navn. Absalon bød ham gaa til et fjernere Sted, hvor Larmen var mindre, og Venderen bad nu om, at Striden maatte afbrydes, indtil Vilkaarene for Borgens Overgivelse kunde blive aftalte. Men Absalon afslog enhver Stilstand, saafremt de vedblev at dæmpe Ilden; kun paa det Vilkaar, at Luerne fortsatte deres Gerning, vilde han forebringe Kongen Forslaget, og herpaa maatte Venderne gaa ind. Absalon forelagde saa Valdemar Tilbudet, og denne kaldte alle Anførerne til Raadslagning. Absalon raadede til at tage mod Forslaget, da Ilden, selv om man holdt inde en Times Tid, vilde kæmpe for dem og gøre det af med Fæstningen. Man gik da ind paa Stilstanden, og ved Fredsforhandlingerne blev der fastslaaet følgende Vilkaar: Afgudsbilledet skulde udleveres tilligemed den store Tempelskat; de kristne Fanger skulde gives fri uden Løsepenge, kristen Gudstjeneste, saaledes som den øvedes i Danmark, indføres, Templernes Jordegods anvendes til Bedste for Kirker. Fremdeles skulde Røboerne deltage i dansk Leding, naar det krævedes, de skulde udrede en aarlig Skat af
