| 630 | Valdemars Søn Knud krones. |
Navn skulde indskrives i Fortegnelsen over Helgener, og at den 25. Juni skulde være hans Festdag. Eskil lod derpaa Knuds Ben bære til Alteret; svøbte i Silke nedlagdes de i et prægtigt Skrin. Efter at en Prædiken med Lovtale over den nye Helgen var holdt og Hymner vare sungne til hans Pris, raabte den store Forsamling: »Lovet være den Herre Jesus Kristus, som gjorde den hellige Knud til Sjællands Skytshelgen!« Ogsaa ved store Gaver blev Helgenens Minde hædret og hans Kirkes Anseelse befæstet. Kong Valdemar skænkede den Privilegier, Eskil og Absalon Ejendomme og Indtægter.
Umiddelbart til denne Handling sluttede sig saa Dagens anden store Højtidelighed, Kroningen af den unge Knud. Det synes at have været første Gang her i Danmark, at Kirken paa denne Maade indviede en Konge til hans Kald. Ærkebisp Eskil salvede den syv-aarige Prins og paasatte ham en Krone; alt for fem Aar siden havde jo Landets Høvdinger hyldet ham som Tronfølger, nu var han »kronet og til Konge viet«. Saaledes var det i Virkeligheden en stor Fredsfest, som Folket boldt, et Tilsagn om, at Tronstrid for Fremtiden skulde ophøre.
Under Festen hændte det, at Ærkebisp Stefan og Biskop Helge af Oslo traadte frem paa en Forhøjning og i Erling Skakkes Navn med hjertelige Ord bad Kong Valdemar om at slutte Fred med Norge.
Der var længe gjort Forsøg paa at faa denne Ufred til at ophøre. Forbudet mod Skibsfart mellem de to Lande gjaldt stadigt og var for Norge en højst trykkende Forholdsregel, især utaalelig for Vikverjerne. Erlings Hustru Kristine, Kong Valdemars Søskendebarn, var for et halvt Aar siden kommen til Danmark og var bleven vel modtaget; hun paaskød vel, at hun skulde ordne et Familieanliggende, men der kunde ikke ret vel være Tvivl om, at hendes Hensigt var at virke for Freden. Og da nu paa Mødet — maaske efter Aftale med Valdemar og paa hans Forlangende — de tvende høje Gejstlige fremkom med en formelig Anmodning fra Erling om Fred, gav Kongen Tilsagn om, at han vilde tilstaa Erling en personlig Sammenkomst under Lejde.
Esbern fik det Hverv at sejle til Norge for at gøre nærmere Aftale med Erling om dette Møde, og skønt hans Saar endnu ikke vare helt lægte, drog han af Sted, medens to Nordmænd imidlertid stilledes som Gisler. Sammenkomsten med Erling løb ikke af uden
