| Ærkebisp Eskil vil nedlægge sin Værdighed. | 643 |
Aanden. Knud maatte tilbringe Resten af sin Levetid inden Fængslets Vægge.
De sidste Begivenheder havde haft en stor Betydning for Eskil. Nu maatte Øjeblikket være kommet, da han kunde nedlægge en Post, hvis Byrde allerede saa ofte havde tynget ham. Uagtet den høje Alder besad hans Legeme dog endnu fyrig Kraft. Da han i Aaret 1171 tog Del i et Togt mod Wagrerne — som sædvanlig bar ban i Leding ikke Vaaben — klagede han over Skrøbelighed og Besvær ved at komme op paa Hesten, men da Fjenden var i Sigte, sprang han som en Yngling i Sadlen. Nogle Aar efter bad han dog Pave Aleksander om at maatte nedlægge sin Værdighed. Denne vilde intet høre om saadan Begæring: den, der ældedes, ophørte ikke at virke ved Gudsfrygt og Tro, og netop naar Legemets Kraft sank, blev Aanden mere glødende; det var uværdigt at afføre sig Krigerbæltet, inden man ved Fjendens Sejre var tvunget dertil. Eskil var saa med Kongens Tilladelse draget paa en ny Rejse til Clairvaux, og ved sin Hjemkomst skulde han aandeligt og legemligt rammes saa haardt. Hans Forsæt stod nu fast.
I Februar 1177 blev Knuds Bryllup med Gertrud fejret med stor Højtidelighed i Lund; Kongesønnen havde da overtaget en Stilling som Høvedsmand for Skaane. Under Festen bad Eskil Valdemar om en Samtale i Enrum, og Eskil udtalte her for Kongen, at det var hans bestemte Ønske at nedlægge sin Bispestav, han vilde henleve sine sidste Dage i Kloster, saaledes som han forlængst havde lovet den hellige Bernhard. Valdemar søgte at bringe ham fra hans Forsæt, i hvert Fald maatte han jo først have Pavens Tilladelse hertil; men da svarede Eskil, at han ikke blot havde Pavens Samtykke, men tillige hans Bemyndigelse til selv at udvælge sin Eftermand. Uagtet Valdemar nærede en vis Frygt for, at Eskil skulde udvælge til sin Efterfølger Domprovst Asser, der havde været indviklet i Karls og Knuds Sammensværgelse, svarede han, at han maatte bøje sig for Pavens Afgørelse, og det blev da bestemt, at der om en Maaned skulde holdes en Sammenkomst i Lund, hvortil alle Landets Bisper skulde kaldes, for at de kunde være Vidne til, at han nedlagde sin Stav og indsatte sin Eftermand; dog skulde intet derom meddeles allerede nu, for at ikke nogen skulde holde sig tilbage fra Mødet ved Tanken om, at Valget vilde falde paa ham.
En Maaned gik, og atter stævnede Bisperne til Lund. Eskil havde imidlertid kaldt sit Bispedømmes Befolkning til Landstinget,
