| Absalons Vægring ved at modtage Ærkebispeværdigheden. | 645 |
erklærede, at han aldrig vilde paatage sig saa tung en Byrde eller forlade det Bispedømme, som han havde overtaget i Nødens Stund og for hvilket han havde kæmpet og lidt, indtil det nu havde faaet Fred for ydre Fjender og opnaaet indre Velstand. Eskil bebrejdede alle dem, som havde Ret til at deltage i Valget, at de tav stille; han spurgte dem, hvem de vilde vælge, da raabte de alle som med een Røst: Absalon, ja Eskil og Kannikerne greb fat i ham og søgte at drage ham hen til den ærkebiskoppelige Stol, skønt han gjorde alvorlig Modstand. Eskil istemmede en Hymne, som om Indsættelsen var foregaaet, og hele Menigheden sang med. Absalon drev imidlertid dem, som greb fat i ham, tilbage med en saadan Kraft, at hans Klæder sønderreves og flere tumlede om; han vilde ikke bøje sig og indskød sin Sag for Paven. Saaledes kunde intet afgøres, og den kirkelige Handling maatte sluttes.
Hjemme i Ærkebispegaarden vedblev Eskil at trygle Absalon, idet han endog faldt paa Knæ for ham; han søgte ogsaa at lokke ham, saaledes lod han sin Rytterskare møde frem for at aflægge Troskabsed til ham, og han viste ham alle de Skatte, han tænkte at efterlade Kirken, men intet var i Stand til at rokke Absalons Beslutning.
Det ligger nær at undersøge, hvad der vel kunde være ærligt og ægte i denne Vægring, og hvorfor Absalon saa haardnakket salte sig imod at gaa ind til det højt ansete Kald. Det var ikke uhørt, at høje Gejstlige skulde med Magt tvinges til at overtage deres Stilling. Gregor VII var i sin Tid med Magt sat i Pavestolen, og flere af Paverne i Absalons Tidsalder overtog kun efter Vægring deres Embede; endnu Innocens III bønfaldt under Taarer om at maatte slippe. Hvor meget der var naturlig Ydmyghed og hvor meget god Tone, lader sig ikke se, men vist er, at en gennemført, lige til Rom forfulgt Vægring som Absalons er enestaaende. Der kan ikke være Tvivl om, at Absalons Afslag var alvorlig ment. Hans Holdning er ogsaa forstaaelig. Han var i de forløbne tyve Aar vokset sammen med sit Bispedømme og dets Befolkning, der adlød ham som en kyndig Fører og utrættelig Varetager af dets Ve og Vel. Her var ingen vrangvillige eller misfornøjede, her havde han fornøden militær Støtte, ikke blot i sin egen personlige Krigerskare, men i hele det sjællandske Ledingsmandskab, som talløse Gange under hans Førerskab havde kæmpet sig til Sejr og Bylte. Skaane maatte for ham blive et helt nyt Land at vinde; der havde Oprørere fundet Tilhold, og Knuds og Karls Sammensværgelse viste,
