| 646 | Eskil drager til Clairvaux. |
at man troede, at der her kunde vækkes Uroligheder. Derom skulde da ogsaa snart foreligge Vidnesbyrd. Under Udøvelsen af sin ærkebispelige Magt over det hele Rige kunde Absalon endvidere, hvor meget han end havde vundet de danske Bispers Venskab, vente at møde en saadan Lunkenhed eller Urosaand i de enkelte Landsdele, særlig Jylland, som Kongen havde mærket paa sit Omraade. At Eskils Bestræbelser for at formaa Absalon til at overtage Ærkesædet vare grundede i den dybeste Overbevisning om, at han i alle Henseender vilde være den rette Mand for dette Hverv, derom kunde ingen nære Tvivl.
Eskil vilde ikke afvente Udfaldet af denne Strid. Han sejlede paa Absalons Skib og ledsaget af ham til Slesvig, hvor Kong Valdemar modtog ham. Paa Sliens søndre Bred blev saa den syge Olding sat i en Vogn og rullede bort, hilset under Taarer af de mange, som havde fulgt ham paa Vej. Og hvem maatte ikke Taarer træde i Øjet ved at se for sidste Gang den mærkelige Olding og tænke paa den Virksomhed, som nu var afsluttet. Eskil havde ingen Fjender mere; han, som under seks danske Konger havde spillet den store Rolle og yndet at være Partigænger, havde udsonet sig med alle. I Stedet for Prælaten med det heftige Sind og de hensynsløse Ord traadte i Forgrunden Billedet af Manden med det store Syn paa Kirken og den inderlige Tro, den uopslidelige Kraft og den levende Velvilje over for Mennesker. Af de to Bestanddele, som i Eskils Sind stadig havde kæmpet om Overmagten, Lysten til at gribe ind i den ydre Virkelighed og Flugten fra Verden, var den sidste bleven den endelig sejrende. Og Bernhards Kloster, hvorhen det havde været Eskils Lod snart frivillig at drage, snart tvunget at maatte flygte, modtog nu den trætte Olding, indtil han fandt den sidste Fred. Eskil døde i Clairvaux den 6. September 1182.
Sendebud fra Kapitlet i Lund og fra Kong Valdemar droge til Rom for at udvirke Pavens Befaling til Absalon om at modtage Valget; i Clairvaux opsøgte de Eskil og fik hans Anbefaling. Ogsaa Kapitlet i Roskilde havde Udsendinge i Rom for at modvirke Valget, men Sagen forløb saa heldigt, at begge Parter kunde tilskrive sig Sejren. Snart ankom nemlig en pavelig Legat Galandus, som kaldte Lundekannikerne over til Roskilde, og her oplæste han Pavens Befaling til Absalon om at overtage Ærkesædet, saafremt han vilde undgaa Bandslraalen, og tillige hans Tilladelse til, at Absalon maatte bevare sin Bispemyndighed i Roskilde. Kort efter klædte han Absalon i Lunds Domkirke med Palliet (Fasten 1178).
