| 660 | Bøndernes Nederlag ved Dysiaa. |
Vaaben, og Kongen, som var draget Syd paa, gik den samlede Hær i Møde. Ved Broen over Dysiaa stod Slaget. Bønderne kæmpede vel tappert, men efter at Absalons Ryttere vare salte over Aaen ved et Vadested og Bønderne saaledes vare omgaaede, lede de et fuldstændigt Nederlag. Valdemar drog da til Lund. Imod denne By vendte Østskaaningerne sig, de besatte Broen ved Getinge, men Kongen gik ved et Vadested over Aaen og stod beredt til at angribe, da Bønderne besluttede at bede om Fred og Naade. Oprørets Hovedmænd kastede sig bønfaldende for Kongens Fod og lovede
245. Indskrift paa Kirken i Bjernede 1).
Lydighed for Fremtiden. Paa Absalons Forbøn tilstod Valdemar dem Fred, efter at de havde svoret Underkastelse og Troskab. Derpaa drog Kongen omkring i Skaane og tog Gisler af Almuen. Til alt var Folket nu villigt, kun ikke til at betale Tiende. Valdemar søgte at formaa Absalon til at give efter, men denne var ubøjelig, han fandt det lige saa vanærende som ugudeligt at slippe Kirkens lovmæssige Krav. Imidlertid kom han Kongen i Møde ved at love foreløbig ikke at kræve den, men saa vilde ban heller ikke modtage den Afgift, som man gav i Stedet for Tiende, for at det ikke skulde tage sig ud som et Afkald.
Gennem et helt Aar havde disse Uroligheder strakt sig og haft et langt og omskiftende Forløb. Absalon, som i Begyndelsen havde været den, til hvem netop Almuen havde Tillid og for hvem den
1) Indskriften, der Ondes paa to Kalkstenstavler over Døren paa Kirkens Sydside, lyder saaledes: Ebbo filius Scelmonis et uxor ejus Rachanild construxerunt hic ecclesiam quam postea filius ei(us) Suno erexi(t) lapideam i(n) onore Dei et S(an)c(t)e Marie et S(an)c(t)i Laurenci. — Ebbe Skjalmsen og hans Hustru Ragnhild opførte her en Kirke, som hans Søn Sune senere byggede af Sten til Ære for Gud og St. Marie og St. Laurentius.
