| 664 | Kong Valdemars og Kejser Frederiks Møde 1181. |
og Kong Valdemar, især dog Dronning Sofie, havde lyttet ret velvilligt til Forslaget. Herom skulde nu nærmere Aftale træffes.
Kejser Frederik havde tilbudt at drage Valdemar i Møde paa Halvvejen, men Kongen, stillede ingen Fordring herom og ankom til Lejren, hvor Kejseren modtog ham med Omfavnelser og Kys; han raabte til Krigerne, som stimlede sammen, at de skulde give Plads, og førte Valdemar ved Haanden gennem Lejren til et aabent Sted, hvor alle stormede hen for at se den berømte danske Konge, ja de, som stod noget tilbage, klatrede op paa andres Skuldre og strakte Halsen frem for ret at tage den statelige, seks Fod høje Kongeskikkelse i Øjesyn. Saxo fortæller, at man da fra Folket kunde høre Udraab som disse: »Se det er en Konge, det er en Herre. Han er værdig til at være Kejser I Ved hans Side er Kejseren kun en Smaakonge, en Pusling«. Efter at de to Fyrsteri nogen Tid havde underholdt sig med hinanden, drog Valdemar tilbage til Skibene.
Den følgende Dag mødtes Kejseren og Valdemar i Lunden ved Havnen og havde en fortrolig Samtale om de foreslaaede Ægteskaber. Kejseren maatte fordre en Medgift paa 30 000 Mark med den ældste af Valdemars Døtre og 8000 Mark med den yngre. Den første Sum saa Valdemar sig ikke i Stand til at betale, hvorimod han var villig til at udrede den mindre Sum, naar denne endnu ikke giftefærdige Datter blev voksen. Saaledes blev hun højtidelig tilsagt Kejserens Søn Frederik til Brud.
Ogsaa i de følgende Dage fandt der Sammenkomster Sted mellem Valdemar og Kejseren. Ved en af disse maatte den danske Konge se, at Kejseren ved at overrække Bugislav og Kasimir Lensfanen gjorde dem til sine Lensmænd. Paa det samme Møde udvirkede Kejseren, at en af hans fornemme Mænd, Grev Sigfred af Orlamünde i Thüringen fik Løfte om at faa Valdemars Datter Sofie til Ægte. Sigfred fulgte med Kongen til Slesvig, hvor Brylluppet fandt Sted.
Efter Lübecks Overgivelse var Felttoget mod Henrik Løve snart til Ende' og hans Magt brudt. Adolf af Holsten saavel som Grev Bernhard af Ratzeburg forlenedes af Kejseren med deres gamle Lande, og for Henrik stod ingen anden Vej aaben end at trygle om Frederiks Naade. Med givet Lejde drog han til Erfurt, hvor Kejseren holdt Rigsdag, han traadte frem i den højtidelige Forsamling og faldt for Kejserens Fod. Frederik blev bevæget ved at se den engang mægtige Mand saa dybt ydmyget, men han var bundet ved
