| Kong Valdemars Karakter. | 667 |
man føler af hans Skildring, at Kongen ikke var Ven af mange Ord. Især forstod Valdemar ikke at befri Sindet ved at lade Udgydelser strømme og Skældsord klinge; han blev — til sin egen Skade — ved Sindsbevægelser faamælt, og da Luften ikke rensedes, fortættedes Vreden. Valdemar glemte ikke det Nag, han engang havde fattet. Svend Aagesøn, som ellers berømmer sin Konge som en ypperlig Kriger, skøn af Udseende, skarpsynet og snild, fint dannet og rettænkende, udtaler dog en Klage over, at han mod »sine egne* var grummere end Ret var. Svend var en Ven af Skaaningerne, »den altid saa retskafne skaanske Almue«, hans Skrift blev afsluttet kun et Par Aar efter den skaanske Befolknings Underkuelse, og derfor mindedes han naturlig den haarde Fremfærd, Valdemar havde udvist mod den; i denne Sag kan heller ikke Saxo tilbageholde sin Dadel.
Og dog var Valdemar alt andet end grum og blodig. Det fremgaar klart af hans runde Tilgivelse straks efter Grathehedekampen og hans højsindede Fremfærd mod mange senere Urostiftere. Hvad en Folkevise fra en sen Tid fortæller om Valdemars Straf over hans »Søster« Liden Kirsten og hendes Elsker Buris, savner enhver som helst Hjemmel. Ikke heller var han grum i sin Krigsførelse, snarere var han mild og menneskelig. Aldrig viste han stolt Overmod enten mod Danske eller fremmede, og taalmodig hørte han paa de mange ofte stærke Bebrejdelser, som lød fra hans Omgivelser. Denne gode Side af hans Karakter stod imidlertid atter i Forbindelse med en ejendommelig Svaghed hos ham, nemlig at han havde en naturlig Ro at overvinde. Han, som midt i Kampen snarraadig greb ind og valgte klogt, lod sig under rolige Forhold sinke og var sen til at fatte en Beslutning. Lykkelig var Valdemar derfor ogsaa ved at have en Mand med en altid aarvaagen og brændende Daadskraft ved sin Side.
Naar — som det ofte er hændt — tvende Mænd, en Konge med en fuldtro Raadgiver ved sin Side, arbejde mod samme Maal, og naar Kongens Hjælper ubestridelig er en genial Kraft, vil Opmærksomheden let drages mest hen til ham; man vil komme til at tvivle om, at Fyrsten gav andet end Navnet eller at han var mere end en Fuldbyrder af Planer, som bleve ham indgivne. I Bedømmelsen af Forholdet mellem Absalon og Valdemar vil Stand-
249. Mønt fra Kong Valdemar den stores Tid (med Indskrift: Waldimer).
