| 666 | Kong Valdemars Sygdom og Død. |
dingborg. Den syge Konge saa fra sit Sovekammervindu Flaaden komme tilbage og græmmedes saa meget over, at det vigtige Foretagende var opgivet, at hans Feber blev end mere brændende. Han søgte dog at skjule sin Sorg og Misstemning over for de ankommende. Hans Tanker vare desuden for Alvor vendte mod en fore-staaende Død; ban lod sig skrifte af Absalon og traf Bestemmelser om sit Testamente. Abbed Johannes, som ansaas for en kyndig Læge, var bleven kaldet fra Skaane til Sygelejet; han gav Valdemar en Lægedrik, som straks bragte ham i stærk Sved, hvad Abbeden fandt var gode Tegn. Da næste Morgen Kongens Venner traadte ind i Værelset, laa han med røde Kinder, tilsyneladende endnu i Live, men han var ubevægelig og stiv, og snart viste den blege Farve, at Døden var indtraadt (12. Maj 1182).
Kong Valdemar skulde hvile i den Stad og Kirke, hvor hans hellige Fader var lagt i Skrin og æredes. Hans Lig blev lagt paa en Baare, og Bønderne ilede til for paa deres Skuldre at føre den dybt savnede Konge, som havde bragt Landet Fred og Lykke, til hans sidste Hvilested. Med udslaget Haar gik Kvinderne Toget i Møde, og langs alle Veje stod tavse Skikkelser med taarevædet Øje. Da Absalon i Ringsted Kirke skulde læse Sjælemessen over Kongen, var han saa bevæget, at Taarerne strømmede over hans Kinder, baade Hænder og Stemme svigtede ham, og han var næppe mægtig at føre den hellige Tjeneste til Ende.
Kong Valdemar, som havde været en lykkelig Mand i sin Kongegerning, synes ogsaa i sit huslige Liv at have fundet Lykke. Med Dronning Sofie havde han foruden de to Sønner Knud og Valdemar 6 Døtre: Sofie, gift med Grev Sigfred af Orlamünde, Rikiza, hvem Kong Erik af Sverige ægtede, Ingeborg, som blev gift med Kong Filip August af Frankrig, Helene, Vilhelm af Lüneburgs Hustru, og to Døtre, der bleve Nonner.
Valdemars kække og ædle Natur havde ogsaa bragt ham den Lykke at vinde en Kreds af Venner, der sluttede sig til ham og stod ham bi i hans Virken for de store Formaal. Disse Mænd havde set hans Karakters Hæderlighed og Godhed; hans uhovmodige og vindende Væsen tildrog dem, skønt Kongen ikke netop synes at have besiddet nogen stærk Trang til Meddelsomhed.
Saxo. som ellers paa Oldtidsforfatteres Vis lader sine Helte holde Taler, lægger aldrig en længere Tale i Kong Valdemars Mund, han siger intetsteds, at saadant laa uden for Kongens Evner, men
