ANDET AFSNIT.
JERNALDERENS ÆLDSTE TIDSRUM OG FOLKEVANDRINGSTIDEN.
I.
Den ældste, førromerske Jernalder.
Vi leve endnu i Jernets Old. Det er dog ikke uden Grund, at man særlig har betegnet det Tidsrum i den forhistoriske Tid med Navnet Jernalder, i hvilket Jernet første Gang fremtraadte og blev almindelig anvendt til skærende Redskaber. Det er et langt og vigtigt Afsnit af den forhistoriske Tid med sit særegne Præg. Den Ensformighed, som prægede Bronzealderen, svinder fra nu af bort; vi blive i Stand til at adskille flere forskellige, forholdsvis kortvarige Kulturperioder. Dernæst gøre nu langt mere end tidligere lokale Særegenheder sig gældende; del bliver til Eks. ikke muligt at paavise Begravelsesmaader, som paa et og samme Tidspunkt vare fælles for alle Landets Provinser. Vi lære ogsaa det private Liv at kende fra langt flere Sider, og vi træffe nye Arter Husgeraad (som Høvl, Saks, Ten).
Sammen med det værdifulde Jern komme de to Metaller Sølv og Bly til Norden, desuden Glas og Elfenben. Beboerne lære at lodde og at forgylde, og Smedekunsten faar en hel ny Udfoldelse; Haanden kan raade frit og selvstændigt over Form og Udsmykning, og den enkelte Haandværkers og Kunstners Individualitet træder stærkere frem. Endelig begynde paa den Tid Folkeslagene rundt om os at faa en historisk Tidsalder, medens kun Norden endnu forbliver i sin forhistoriske Skygge.
Disse ere almindelige Træk for den lange Periode, der strækker sig fra o. 400 Aar før Kristi Fødsel til Slutningen af det første Aartusinde e. Kr., men i øvrigt deler sig naturligen i flere Afsnit.
Danmark ligger langt af Led, først sent komme de i Syden gjorte Opdagelser over det brede Europa frem til de nordiske
