| Kejser Frederik sender Grev Sigfred til Danmark. | 673 |
sonlig Henvendelse at forsøge paa at overtale Kongen. Ved en Sammenkomst med Knud, hvor i øvrigt kun Absalon, Sune og Esbern vare til Stede, rettede Sigfred ogsaa Ordet til disse Kongens Raad-givere, idet han lagde dem paa Hjerte, at de, som skulde vejlede den unge Konge, burde holde ham fra at udsætte sit Rige — under Paaskud af, at han hævdede dets Uafhængighed — for en Krig, som vilde blive værst for Kongen selv. Absalon tog da til Orde og svarede, at han selv utvivlsomt vilde give Kongen de bedste Raad, han vidste; han ønskede ogsaa, at han skulde søge Venskab med Kejseren, men paa saadanne Vilkaar, at hans kongelige Værdighed intet led derved. Thi vist var det, at Kong Valdemar ikke havde fundet noget saa svigefuldt som de af Kejser Frederik givne Løfter. Sigfred burde i øvrigt huske paa, at Knud besad sit Rige med lige saa stor Ret og Frihed, som Kejseren besad sit. Da foer Sigfred op i Vrede og begyndte at true; men han fik af Absalon det Svar: »Tror Du da, at Kejseren kan efter Forgodtbefindende tage Danmark lige saa let, som han kan fratage Dig Thüringen? Drag Du straks hjem og fortæl Din Kejser, at de Danskes Konge ikke i nogen Maade agter at vise ham Lydighed eller at yde ham Hyldest«.
Saaledes strandede ogsaa dette Forsøg paa at bringe Kong Knud under et Lydighedsforhold til Kejseren. Denne var naturligvis fortørnet over Afvisningen; men endnu vilde han dog kun i Skjul virke mod Danmark. Heller ikke vilde han paa Grund af det forandrede Forhold til Kongen lade sig narre for det gode Giftermaal for en af sine Sønner, som Kong Valdemar havde tilsagt ham. Han sendte derfor en straalende Sendefærd af Sted. Ærkebisp Sigfred af Bremen og andre Stormænd kom dragende med 400 Ryttere til Ejder, hvor Grev Adolf beværtede dem; de skulde ved Grænsen afhente den danske Prinsesse som vordende Brud for Kejserens Søn. Kong Knud overgav dem sin Søster, men tilføjede, at det kun skete, fordi han ikke vilde bryde sin Faders Løfte, og hun blev sendt af Sted med et saare ringe Følge og et tarveligt Udstyr. Da Knud endvidere nægtede at udbetale hendes fulde Medgift, varede det ikke længe, inden Kejseren sendte Kongedatteren hjem til Danmark tillige med det Gods, hun havde bragt.
Kejser Frederik var altfor optaget af forskellige Forviklinger i Tyskland og af Forholdene i Italien til, at han kunde tænke paa at sende nogen Hær imod Danmark. Han forsømte dog ikke at kalde andre til Vaaben? mod Kong Knud, og særlig søgte han ved
Danm. Riges Hist. I 85
