| Bugislavs Flaade i Sundet ved Rügen. | 675 |
vare budne til Gilde snarere end til Vaabendyst. Absalon ankrede da op, som Røboerne ønskede, og næste Dag kunde de da ogsaa melde ham, at Fjenderne agtede at gøre Landgang paa Rugens Vestside lige over for Strela. Absalon gik derfor i Land med Banneret, skønt Mørket allerede brød frem, og lod ved en Herold alle Styres-mændene kalde til Hærstævne. Her gav han de fornødne Ordrer og talte opflammende til Krigerne, han fortalte dem en Drøm, hvori Sejren var bleven ham lovet, og fandt hos alle den bedste Stemning.
Sundet var imidlertid grundet paa mange Steder, og det var nødvendigt at standse Sejladsen indtil Daggry; men saa saare det lysnede, blev Ankeret lettet, og Skibene fløj af Sted for kamplystne Roeres stærke Tag. Der blev dog holdt inde med den raske Fart, da et rügensk Skib stævnede op gennem Sundet og meldte Absalon, at Bugislav endnu ikke havde forladt Koos. Absalon lod derfor Flaaden lægge bi; han vilde nu ikke forsømme Helligdagspligten, men læse Messe i Land (anden Pinsedag, 21. Maj 1184). Næppe var imidlertid Absalon naaet til Stranden, førend et Ilbud fra Jarimar meldte, at nu var Bugislavs Flaade under Opsejling og saa nær, at man vilde have set den, naar ikke en tæt Taage havde lagt sig over Vandet. Absalon lod Messesagerne bringe tilbage og ilede til sin Baad. Flaaden fik Ordre til at lægge ud paa Dybet. Da den pommerske Flaade gennem Taagen skimtede de danske Skibe, troede den først, at det var Fyrst Borwin, der kom til Undsætning fra det vestlige Venden. Senere saa de, at det var Fjender, men troede saa, at det var rügenske Skibe, idet det aldeles ikke faldt dem ind, at Absalon kunde paa den Tid være i Farvandet med sin Flaade. Bugislav sendte derfor halvandet Hundrede af sine mindre Skibe ud imod dem, medens Hoveddelen af Flaaden lagde sig for Anker i Slagorden. Absalon lod rolig Vendernes Fortrop slippe forbi, idet han mente, at mod den vilde man let senere kunne vende sig, derimod roede han videre frem mod Hovedflaaden, stadig dækket af Taagen. Da de Danske kom Venderne paa nært Hold, rejste de Bannerne og istemte en Kampsang. Gennem den lettende Taage saa Venderne nu Absalons frygtede Banner og hele hans Flaade, der kampberedt ilede imod dem. Betagne af Forfærdelse halede de skyndsomst Ankrene op og kastede sig paa Flugt over Hals og Hoved. En stor Mængde af Skibene kunde dog ikke faa Ankrene hejst, førend de Danske laa ved deres Side, og hellere end at falde for Sværd styrtede Mandskabet sig i Bølgerne,
