| Cistercienserordenens Betydning. | 691 |
dem tidligt en Ret, som ofte maatte bringe dem i Splid med Præsterne, nemlig Frihed for at svare Tiende af Jorder, som de selv dyrkede.
Inden for det verdslige Samfund fik disse Klostre Betydning ved den dygtige Drift, som blev Klostrenes Ejendomme til Del. Man saa op til dem som til Mønstergaarde, hvis Avling var lærerig for Bønderne, om end Storbedriften mangen Gang opslugte eller forjog de smaa Jordbrug i Nærheden. Fyrsterne undsaa sig heller ikke for at benytte de kloge Administratorer til Opdyrkning af Landskaber eller til Styrelse af forskellige Arter Indtægter. Intetsteds viste sig dog maaske smukkere Klostrenes Betydning for Udbredelse af Kultur og Velstand end i Landene ved Tysklands Østgrænse, hvor de samtidig med, at de plantede Kristendommen mellem de slaviske Folk, ryddede Vej for Kulturen. 1 denne Virksomhed deltog ogsaa danske Klosternybygder.
Aaret efter de Danskes Tog til Circipanien (1171) slog saaledes Munke fra Esrom sig ned i Dargun (Vest for Demmin), hvor Hertug Kasimir og nogle fornemme Vender grundlagde et Kloster. Bisp Berno af Schwerin indviede paa St. Knuds Helgendag den 25. Juni 1171 Klosterets Kirke, som var den første Kirke i dette Landskab. Klosteret udstyredes rigeligt, og Munkene fik Ret til at bosætte Tyske, Danske, Vender og Folk af anden Nationalitet paa dets Ejendomme. Krigens Uro forstyrrede dog snart Klosterets Fred, Munkene droge bort og nedsatte sig i Eldena (ved Greifswald) paa Jarimar af Rügens pommerske Omraade, senere blev dog Dargun atter besat fra Doberan. I Halvfjerdserne stiftedes et Kloster i Kolbaz (Syd for Stettin), hvilket fik sine Munke fra Esrom; fra dette blev Klosteret Oliva ved Danzig anlagt. I Bagpommern grundede Kasimir et Kloster i Belbuk (ved Treptow), som ogsaa i sin første Tid havde danske Munke, nemlig Præmonstratensere fra Lund. Disse danske Døtreklostre i Venden deltog i det store Arbejde, som Cistercienserne her udfoldede; foruden at udbrede og fæstne Kristendommen virkede de for Landets Opkomst, afvandede Sumpe, ryddede Skove, anlagde Nybygder og fremmede Havebrug, Kvægdræt og Hesteavl.
Naar Cistercienserne uagtet alle Fortrin dog fik den samme Skæbne som de øvrige Ordener, at have en rig Blomstringstid gennem nogle Menneskealdre og derpaa at skride tilbage eller forfalde, laa Grunden baade i, at Ordenens Regler ikke bleve fulgte, og i Manglerne ved deres Indhold. Der var saaledes i Ordenen lagt
