| 690 | Cistercienserne. |
paa sin Maade til at virke med i den hele kirkelige Gerning og fik tillige Betydning for Samfundets verdslige, aandelige og praktiske Liv.
Da Cistercienserne traadte frem, var det egentlig første Gang, at en hel ny Munkeorden stillede sig ved Siden af Benediktinerne og de fra dem udgaaede Ordener, om end ogsaa Cistercienserne vilde tilbage til Benedikts oprindelige Regler med Fjernelse af alle opkomne Ændringer. Enfoldigt og jævnt skulde Livet leves, Kuttens grove Uld og Kirkens prunkløse Udseende maatte stemme med Munkenes Alvor og Strenghed. Kun en Tagrytter, intet knejsende Taarn sad paa Bygningens Ryg, og kun en spinkel Klokke kaldte til Gudstjeneste; et enkelt Kors og et enkelt Lys stod paa Alteret, foran hvilket intet pynteligt Tæppe maatte være bredt, Kirkegulvet turde hverken være tavlet eller mønstret. Klostrene skulde endvidere have deres Indtægter af eget Jordbrug og ikke af Tiender eller Landgilde. Munkene skulde selv besørge Ejendommenes Drift, dog uden at blive Bønder og Hyrder; de skulde netop nøje varetage Bedetimerne og Kirketjenesten, men de havde Ret til at knytte Lægbrødre til sig, hvem Arbejdet med Plov og Le, Kvægets Røgt og Vogtning og mangt et Haandværk paahvilede. Disse Lægbrødre var en karakteristisk Bestanddel af Klostersamfundet. De skulde følge dets Levevis, de havde en Dragt som Munkenes, kun af en anden Farve, de boede uden for Klostermuren, og kun legemligt Arbejde paahvilede dem, ja de maatte end ikke varetage nogen aandelig Gerning. Lægbroderen var gerne udgaaet fra et jævnere Lag af Samfundet end Munkene, og Munk kunde han aldrig blive. Endelig kunde disse Klostre ogsaa forstærke deres Arbejdskraft ved at benytte nærboende Husmænd som Daglejere.
Cistercienserordenen var den første Munkeorden, der havde gennemført en virkelig Organisation og indbyrdes Kontrol. Klosteret Citeaux beholdt stadig sin Førstestilling som Moderkloster for alle; hvert nystiftet Kloster vedblev at betragtes som Datterkloster af det, hvorfra det var udgaaet og som hvert Aar visiterede det. Samtlige Klostre vare dernæst underlagte Generalkapitlet, der samledes aarlig i Citeaux og til hvilket ethvert Kloster skulde lade sin Abbed møde under streng Straf. Kapitlet gav Love for Ordenen og dømte i Stridigheder mellem Klostrene, og alle Klostre gav Bidrag til Ordenens fælles Udgifter. Da Klostrene uagtet alt dette Selvstyre ikke greb ind i Sognenes Ret og ikke helt stillede sig uden for Bispens Magt, vandt de Venner i den højere Gejstlighed. Derimod tillagde Paverne
