| Haandskrifter af Saxos Værk. | 711 |
blot anfører Ansgars Navn, og han, som ellers dvæler ved Sjælekampe, berører kun lidt Brydningen mellem Hedenskab og Kristentro. Om Mirakler fortæller Saxo sjældent, og paa Forsynets Førelse af Menneskene kommer han ikke ind, hvorimod han ofte henpeger
1) De i Angers i Frankrig fundne 4 Blade af Saxos Krønike, paa hvilke Opmærksomheden blev henledet 1877, ere senere erhvervede af det store kgl. Bibliotek. Da der i det hele kun kendes ganske faa Brudstykker af Saxos Værk, hvis Tekst ellers alene er bevaret ved Kristiern Pedersens Udgave af 1514, havde det nævnte Fund stor Værdi, men Haandskriftet frembød tillige den Mærkelighed, at den oprindelige Tekst paa flere Steder var omskrevet, udvidet eller rettet, og enkelte af Ændringerne vare allerede overgaaede i den trykte Udgave. Man kunde gætte paa, at her forelaa Saxos eget Haandskrift og hans Ændringer, eller ogsaa maa Manuskriptet tidligt være bleven benyttet ved Øvelser i latinsk Stil. Efter Skriftarten vil der næppe være noget til Hinder for at henføre Grundteksten og Ændringerne [ ] til Saxos Tid; de andre Tilføjelser ( ) ere fra det 14. Aarh.
Teksten lyder saaledes: [bellum] suethicum auspicatur herculee uirtutis exemplo monstrorum nisibus obstaturus. Inita gothia (swethia) cum deturbandorum obuiorum gracia caprinis tergoribus amictus incederet (gram) ac uariis fera rum pellibos circoactus [orrificumque dextra gestamen complexus] giganteas simularet exnuias (abitus), ipsam gro siluestres forte latices cum paucis ad modum pedls-sequis (anclllis) lauandi gracia petentem equo (in equo) obulam habuit. Que (gro) tam insollti cultus horrore [vel que sponsum occurrisse rata simulque cultus horrore etc.] muliebriter mota [territa] succussis frenis [maxima cum tocius corporis trepidacione vel per summam corporis ac uocis vel corporis . . que trepidacionem p. c. sic] patrio carmine sic cepit.
- Conspicor inuisum regi uenisse gigantem.
- Et gressu medias obtenebrare uias.
- Aut oculis fallor nam tegmine sepe ferino
- Contigit audaces delituisse uiros.
- (vel summe pugnaces delituerere uiri).
Grundteksten med dens ældste Ændringer kan oversættes saaledes: [Gram, Søn af Kong Skjold, harmes over, at den svenske Kong Sigtryg har lovet sin Datter Gro bort til en Jætte], han vilde nu begynde en Dyst i Sverige og, kæmpestærk som en Herkules, binde an med de angribende Uvætter. Han drog ind i Gøtland; for at skræmme alle bort fra sin Vej havde han klædt sig i Bukkeskind og tillige svøbt sig 1 Vilddyrs brogede Hud, i højre Haand bar han et skrækkeligt Vaaben for ret at have et Jætte-Udseende. Da mødte han Gro til Hest, kun nogle faa Terner fulgte hende, hun skred frem mod en Skovsø for her at tage Bad. Hun troede, at det var hendes Fæstemand, en kvindelig Gysen gennemfoer hende ved at se hans sælsomme og skrækkelige Paaklædning, hun slap Tøjlen og skælvende over hele Legemet begyndte hun en Sang paa Landets Maal:
- Jætten foran mig staar, en saadan, som Kongen hader,
- spærrende med sine Skridt Vejen, hvor ad jeg foer;
- eller skuffes mit Syn? Thi ofte Kæmper sig søgte
- Skjul under Vilddyrs Ham. var de end djærve i Hu.
