| 712 | Saxos Værk er uden kirkelig Stil og Tone. |
paa en retfærdig Nemesis. Djævelen, som er Middelalderens hyppigst omtalte Skikkelse, nævner han aldrig, et forsagende Liv for Troen alene har næppe hans Sympati, han fortæller kun lidt om Munkeliv og Klostre, og han anser den for den rette Kirkemand, der ikke for Bønner glemmer krigerske Bedrifter til Troens Fremme og til Landets Ære. I ejendommelig Samklang med dette Karaktertræk staar det klassiske Præg, som den store Stilkunstner har givet sit Værk, det bærer det hedensk-romerske og ikke den kristne Tids Klædebon. Man skal vanskelig i den europæiske Litteratur fra Middelalderen finde et Skrift, som saa lidt afspejler Biblen og dens Udtryk og som saa stærkt har afstrøjfet det kirkelige Sprog. Her tales om Guddommen og ikke om Gud, Kirkerne hedde Templer, Præsterne Tempeltjenere, Bisperne Ypperstepræster, Pavenavnet findes ikke nævnt, og Profeter kaldes Augurer og Mager.
Næst efter Glæden ved at berette om de Danske er det Glæden ved at fortælle om Mennesker, som mest behersker Saxo; derfor er hans Bog saa fuld af Liv og Røre. I Værkets Kongefølge, hvori hans eneste Kronologi bestaar, rykke Kongeskikkelserne frem en efter anden, ved deres Side staa glimrende eller ejendommelige Helte, Hærførere, Vismænd, Vikinger, Kæmper, Kvinder, som han alle skildrer med levende Træk. Dog er det ikke dybe Karakterbilleder, han giver, og intetsteds findes en samlet Karakteristik af en Personlighed (Kong Erik Ejegod undtagen), men han har et levende Syn for menneskelig Forskellighed og en Interesse for alt, hvad der bevæger Mandens og Kvindens Sind og Sans; han har iagttaget, hvordan Følelsen uvilkaarlig faar Udtryk i Ytringer og Lader, og denne Klærk, der stundom taler plumpt om Forholdet mellem Kønnene, giver de fineste Skildringer af Kærlighed mellem Mand og Kvinde og tegner med de sarteste Træk yndefulde Billeder af unge Piger. Saxo skildrer den daglige Gerning i Slot og Hytte og dvæler med Forkærlighed ved svundne Tiders Skikke og Sædvaner, idet han især roser Fortidens djærve Enkelhed i Modsætning til Samtidens Forfinelse.
Sine Kilder søgte Saxo i de Kongerækker, Krøniker og Helgenlevneder, som alt da vare skrevne, om det end kun paa et Par enkelte Steder er muligt i hans Fremstilling at udpege hans Hjemmel. Først og fremmest lytter dog Saxo til Folkets egen Tradition, til alt, hvad de gamle fortælle, og allermest til Absalons og hans Slægtninges Udsagn. »Jeg gav omhyggelig Agt paa alt, hvad Absalon fortalte om sine egne Gerninger eller om, hvad han havde erfaret,
