| Tidspunktet, da Saxo skrev. | 713 |
at andre havde udført, og jeg gjorde mig Umage for at bevare og gengive det med et modtageligt Sind«. Som Hjemmel for en ikke ringe Del af sit Værk anfører Saxo tillige Islændingenes Fortællinger — thi dette Folk sætter stor Pris paa at bevare omhyggeligt Mindet om fremmede Folks Bedrifter — og derved er da ogsaa adskilligt kommet ind i hans Danmarks Historie, hvortil Norge havde en fortrinligere Ret.
Sandsynligvis har Saxo, selv om han straks har indsamlet til det hele store Værk — og der findes i Europa faa selvstændige Historiebøger fra Middelalderen, som ere mere omfattende — søgt at gøre Valdemarstiden først færdig; det var den, som faldt ham forholdsvis lettest og som byggede paa de endnu levendes Fortælling; her er hans Beretning stærkt detailleret og dog Fortællemaaden mindst udpenslet og forsiret. Men i øvrigt vide vi intet om Værkets Tilblivelseshistorie. Allerede i Slutningen af 1180erne maa Saxo efter Svend Aagesens Meddelelse have været i Færd med at indsamle til Arbejdet, og i Beretningen om Knud den hellige siges lejlighedsvis, at den svenske Jarl Birger (der døde 1202) endnu er i Live; ligeledes kalder Saxo den yngre Valdemar Hertug, ikke Konge. Længere end til Sejren over Bugislav (1184) og Pommerns Betvingelse gaar Saxos Skildring ikke; om Tiden efter at Absalon er traadt tilbage som Kriger, meddeler han intet, og den afspejler sig end ikke i Værket. Først af Fortalen og Dedikationen til Absalons Efterfølger Anders Sunesøn høre vi, at de Danske have bredt deres Vælde ogsaa paa den anden Side af Elben, hvad der maaske sigter til Begivenhederne 1206 og 1208; kort derefter har vel Saxo sluttet sit Værk.
Saxo skrev paa det Sprog, som Europa alene knæsatte. Latinen blev af ham behandlet med en Virtuositet, der gør hans Værk temmelig enestaaende inden for den ældre Middelalders Litteratur. Her lyder ikke Klosterlatin eller Barbarismer, selv om Saxo i sin Nød maa ty til den latinske Bibeloversættelse eller Middelalderens øvrige kirkelige Skrifter for at faa Udtryk for den Tids Begreber. Hans Forbilleder ere den romerske »Sølvalders« Forfattere, fremfor alle Valerius Maximus, hvis fraserige Anekdotesamling fra Kejser Tibers Tid Saxo særlig har studeret og fra hvem han mangfoldige Gange tager Vendinger; men ogsaa fra andre Sølvalder-Forfattere laaner han Udtryk og Sætningsformer. Disse gøre sig dog ikke til Herre over, hvad Saxo selv vil sige, og han praler slet ikke med den Lærdom, hvormed han sad inde. Han bevæger sig med fuld-
Danm. Riges Hist. I 90
